Analytiker: DFDS bør slå til og købe konkurrents færger

Det vil være en slem bet for DFDS, hvis Eurotunnels færger i Den Engelske Kanal bliver solgt til en ny aktør, siger Dan Togo Jensen, DFDS-analytiker i Handelsbanken.

Hvis DFDS skal stå skarpest i konkurrencen om Den Engelske Kanal, skal det danske færgerederi købe de tre færger, som konkurrenten Eurotunnel har til salg.

Det vurderer Dan Togo Jensen, der er DFDS-analytiker i Handelsbanken. Vurderingen kommer i forlængelse af, at konkurrenten Eurotunnel ifølge flere medier ikke vil forlænge kontrakten med Myferrylink, der driver selskabets tre færger på Den Engelske Kanal, og dermed fortsætter en salgsproces med færgerne.

"Ballet er ikke slut endnu. Udfaldet kommer til at afhænge af, hvem færgerne bliver solgt til. DFDS er nok det selskab, der kan få mest ud af færgerne, så det ville være et positivt og nok også et ret sandsynligt udfald," siger han til Ritzau Finans.

Dan Togo Jensen vurderer samtidig, at det vil være en slem bet for DFDS, hvis færgerne bliver solgt til en ny aktør.

"For så har du en tredje uafhængig spiller i markedet, som formentlig vil være aggressive på konkurrencen og forsøge at vinde markedsandele. Det vil klart være et negativt udfald for DFDS," siger han.

Den Engelske Kanal har i efterhånden flere år været centrum i en tvist, siden at Eurotunnel, der driver tunnelen under kanalen, købte tre færger fra det konkursramte Seafrance og satte dem ind på ruten mellem England og Frankrig gennem selskabet Myferrylink.

Det har medført en langstrakt strid hos diverse konkurrencemyndigheder, men i midten af maj omstødte en britisk appeldomstol højst overraskende den seneste afgørelse om, at MyferryLink skal sælge sine færger, der sejler i Den Engelske Kanal.

Alligevel ser Eurotunnel ud til at fortsætte salgsprocessen af færgerne, og det bør DFDS udnytte, mener Handelsbankens Dan Togo Jensen.

Han understreger dog, at det i høj grad afhænger af, hvad priserne på færgerne i sidste ende bliver. DFDS har selv sagt, at prisen per færge kan ligge på omkring 50 mio. euro, mens Eurotunnels udmeldinger ifølge analytikeren har indikeret en noget højere pris.

"De skal nok mødes et sted i midten, så det bliver nok et sted på den anden side af 50 mio. euro," siger Dan Togo Jensen.

DFDS har selv meldt ud, at rederiet uanset udfaldet af konkurrentens salgsproces venter at kunne tjene penge på kanalen i løbet af 2015. Det sagde selskabets administrerende direktør, Niels Smedegaard, efter regnskabet for første kvartal i sidste uge.

"Hvis vi bare kører de sidste tre kvartaler, som vi gjorde sidste år, og der ikke kommer yderligere forbedringer, så har vi plus på vores kanal-aktiviteter, selvom MyferryLink fortsætter dernede," sagde Niels Smedegaard til Ritzau Finans.

I 2013 tabte rederiet omkring 100 mio. kr. på Den Engelske Kanal, mens der sidste år var et underskud på 40 mio. kr. Og oven på de tre første måneder af 2015, hvor driftsresultat blev forbedret med 51 mio. kr. til et underskud på 15 mio., er der nu udsigt til plus for hele året ifølge DFDS selv.

DFDS har ikke ønsket at kommentere sagen over for Ritzau Finans fredag, da rederiet fortsat afventer en officiel udmelding fra Eurotunnel.

DFDS stiger efter fransk færgehistorie 

DFDS hæver forventningerne til 2015

Myndigheder vil anke britisk kanal-dom  

DFDS-aktien dykker efter nederlag i Den Engelske Kanal 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også