Landsret afviser hollandsk rederis millionkrav mod Danmark

Retten har besluttet, at besætningen på kranskibet Sleipnir burde have haft dansk arbejdstilladelse, da skibet lavede arbejde i dansk farvand
Kranskibet Sleipnir lavede kortvarigt i 2020 og 2022 arbejde på den danske kontinentalsokkel i Nordsøen. | Foto: Kathrin Deckart/AP/Ritzau Scanpix
Kranskibet Sleipnir lavede kortvarigt i 2020 og 2022 arbejde på den danske kontinentalsokkel i Nordsøen. | Foto: Kathrin Deckart/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

I 2020 og 2022 udførte søfolk på kranskibet Sleipnir kortvarigt arbejde på havet på den danske kontinentalsokkel, og derfor burde de have haft dansk arbejdstilladelse, slår Østre Landsret fast fredag.

Advokat Louise Wichmann Madsen, som repræsenter søfolkenes hollandske arbejdsgiver, Heerema Marine Contractors, oplyser til Ritzau, at landsretten har frifundet den danske stat for de påstande, som hendes klient havde nedlagt i sagen.

Rent formelt var det Udlændinge- og Integrationsministeriet samt Styrelsen og International Rekruttering og Integration, som var sagsøgt.

Selskabet krævede rettens ord for, at den udenlandske besætning lovligt kunne arbejde på dansk søterritorie og kontinentalsokkel, også selv om de ikke havde fået tilladelse af udlændingemyndighederne.

Derudover krævede rederiet en erstatning på et beløb svarende til sammenlagt 22 millioner danske kroner.

Men i landsretten var der ikke noget at komme efter, og det hollandske rederi må nu overveje, om man vil anke dommen til Højesteret.

På grund af sagens principielle karakter er den behandlet ved landsretten som første instans. Dermed kan den uden videre ankes til Højesteret. Normal kræver det en særlig tilladelse, men altså ikke i dette tilfælde.

Skibet ”Sleipnir” er 200 meter langt og 102 meter bredt. Det er verdens største såkaldte semi submersible crane vessel - det kan oversættes med ”delvist nedsænkbart kranskib”. Dets løftekapacitet er på 10.000 ton.

Skibet er indregistreret i Panama og sejler under panamaflag. I 2020 og 2022 deltog det i arbejde på Tyra-gasfeltet i Nordsøen. Feltet har siden 2018 været under genopbygning på grund af nedsænkning af havbunden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også