Talent for shippingbranchens økonomi

Head of Shipping i Danske Banks danske afdeling Søren Geertsen har talent for at sætte tallene rigtigt sammen og rådgive rederierne om deres økonomi. Talentet kom især på prøve i forbindelse med Torms økonomiske restrukturering.

Søren Geertsen har været involveret i et af de største dramaer i dansk shipping de seneste par år. Som chef for den danske afdeling af Danske Banks shippingportefølje var han af de vigtige bankbrikker, der skulle falde på plads, da Torm skulle reddes økonomisk.

”Det er en meget interessant situation, at du har haft en kunde, der har været så tæt på at gå konkurs, og hvor du så skal være med til at se, om du kan finde en løsning. Det er jo virkelig en stor kunde, et af de største produkttankrederier i verden, som du kæmper for at undgå tab hos. Og når det lykkedes, har du været med til sikre rederiets fortsatte eksistens og mange arbejdspladser. Der føler du, at du er med til at gøre en forskel,” siger Søren Geertsen.

Han har været i Danske Bank siden 2002 og fra 2009 arbejdet med shippingbranchen. Han er overordentlig glad for at arbejde med shippingkunder – både i de højspændte situationer, men også i den helt almindelige dagligdagsdrift.

Kapitalintensiv branche

”Shipping er så kapitalintensiv en branche, at kunderne er helt afhængige af at have konstant styr på deres finansiering. Det kræver, at du som bankmand går i dialog med kunden og sætter dig ind i alle forhold som fragtrater og alle grundlæggende parametre,” fortæller Søren Geertsen og fortsætter

”Det er også en meget anderledes type bankforretning at lære på den måde, at når du arbejder med rederier, så arbejder du med selskaber, som har store bankgrupper som investorer. De låner fra forskellige sider og er vant til at samarbejde internationalt og er meget professionelle omkring deres engagementer,” siger Søren Geertsen.

Det var tilfældigt, at den 38-årige cand.merc.jur-uddannede bankmand endte med shipping, men det er bestemt et felt, han har tænkt sig at blive i. Fordi han kan lide det, og fordi han er god til det. Som flere af de talenter fra shippingbranchen, som ShippingWatch har interviewet, vægrer han sig ved at hæfte betegnelsen ”talent” på sig selv.

”Jeg vil hellere sige, at jeg synes, at jeg forsøger at gøre mit arbejde godt. Jeg har godt kendskab til banken og har været her i lang tid. Jeg har fordybet mig i branchen, og man skal have flair for at forstå shipping og de komplicerede strukturer og dynamiske strukturer, som er i en shippingvirksomhed,” siger Søren Geertsen, der mener, at han stadig har meget at lære.

”Jeg vil gerne blive endnu bedre til det, jeg laver. Tale med kunderne og komme godt ind i rollen som øverste shippingchef i Danske Bank i Danmark,” siger han med henvisning til, at han tiltrådte sin stilling for et halvt år siden.

Talentets tre gode råd til unge i den maritime branche:

  • Vær grundig med det, du laver. Dine beslutninger kan have vidtrækkende konsekvenser
     
  • Sæt dig ind i branchen. Det handler ikke kun om at sidde og se på regnskaber og budgetter, men om at forstå de ting, der ligger bag.
     
  • Succes kommer ikke af sig selv. Hvis du vil have den, kræver det arbejde og rigtig meget tid, og at du synes, at dit job er både sjovt og spændende – også hvis du sad alene med det.

 

Læs om flere shippingtalenter:

Talent for logistik i shipping.dk

Fra maskinmester til talent for ledelse

Talent for lobbyisme

Talent for tørlast 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også