Carsten Mortensen: Udfordringerne stod i kø

Den adm. direktør i Norden er glad for at præsentere et årsregnskab, hvor fjerde kvartal var det bedste siden finanskrisen målt på EBITDA-niveau. Den høje indtjening er også fortsat ind i første kvartal af 2012, siger han til ShippingWatch.

Carsten Mortensen er godt tilfreds med regnskabet for et år, der har budt på mange udfordringer for de markeder, rederiet arbejder i.

"I 2011 stod udfordringerne nærmest i kø gennem året. Der har været oversvømmelser i Australien, katastrofen i Japan og skyhøje bunkerpriser. Vi kommer bedre ud end vores tidligere forventninger, og også en snaps bedre end vi lovede tilbage i november, så jeg er rigtig godt tilfreds," siger Carsten Mortensen til ShippingWatch.

Han påpeger, at årets sidste kvartal set på EBITDA-niveau og renset for engangsindtægter har haft den bedste indtjening siden Q3 2008, der var det sidste kvartal før finanskrisen indtraf. Den høje indtjening afspejler sig også i det nuværende første kvartal, mener han.

"Indtjeningsmæssigt får vi også et rigtig udmærket første kvartal. Vi guider jo ikke på kvartaler, men det gode fjerde kvartal, vi har haft, spiller klart ind i første kvartal," siger Carsten Mortensen.

Har nået egne mål

"Jeg er godt tilfreds med, at vi på trods af markedet har nået de mål, vi satte os ud for at nå. Vi voksede vores lastbase i tørlast med 40 pct til 60 mio ton, vi havde rekordantal skibsdage (78.526 skibsdage), kerneflåden voksede, og vi kom i gang med at investere lidt i tank igen (4 eco-tankskibe) samt fem langtidsindbefragtninger i tørlast," siger Carsten Mortensen.

Norden har været kendetegnet ved en høj afdækning i tørlastsegmentet og en større eksponering mod spotmarkedet for tanksejlads, og den tendens vil fortsætte, siger Carsten Mortensen.

"Det er et godt billede på, hvordan vi ser fremtiden. Der er meget stor udbudsvækst i tørlast i 2012. Efterspørgselen er egentlig fornuftig, men kan bare ikke følge med. Du har meget lave niveauer i tørlast, som vi dog tror, de kommer op fra, men overordnet tror vi, at fragtraterne kommer til at ligge under 2011-niveau i 2012 i tørlast. I tank håber vi på, at det kommer til at ligge lige en tip bedre end sidste år," siger Carsten Mortensen

Læs mere om Nordens regnskab her:

Norden fik bedre årsregnskab end ventet

Mortensen: Kunder flygter til os  

 

Læs også:

Mortensen: Udgangspunktet er organisk vækst

Norden: Tørlastrater bliver ikke på nuværende niveauer 

Mortensen: Efterspørgslen ser fornuftig ud

Norden: Det bliver stille og roligt bedre i tank 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også