Nordea nedskriver stort på shipping

Bedring i Danmark og forværring for shipping i fjerde kvartal ændrede ikke ved, at de to områder er Nordeas klart mest plagede udlånsfronter. Storbanken nedskriver voldsomt på shipping i 4. kvartal.
Foto: Lorenzen Søren Jyllands-Posten
Foto: Lorenzen Søren Jyllands-Posten
AF CHRISTIAN SEHESTED, FINANSWATCH

Trods forbedringer i fjerde kvartal er Banking Danmark stadig Nordeas klart svageste landeområde, og shipping det værste område overhovedet.

Efter at have nedskrevet mellem 64 og 87 basispunkter af udlånet til danskere i de første tre kvartaler af 2012 endte hensættelserne hos Nordea her i landet på 55 basispunkter i fjerde kvartal. Til sammenligning er gennemsnittet i koncernen på 29 punkter i samme kvartal, og næstværste landeområde, Polen og de baltiske lande, stod for 33 punkter.

Koncernens helt store synder er dog fortsat udlånet til shipping, offshore and oil services, der forværredes fra nedskrivninger på 159 basispunkter i tredje kvartal til 185 punkter i fjerde kvartal. Dermed nedskriver Nordea næsten lige så meget på et gennemsnitligt shippingudlån alene i fjerde kvartal som man har gjort på de samlede udlån i koncernen i hele 2012.

Ud over nedskrivinger er Nordea dog relativt godt tilfredse med den danske forretning, hvor specielt kundetilgangen får venlige ord i årsregnskabet.

Svære betingelser for shipping

"Den solide udvikling i forretningen i Banking Danmark fortsatte i 4. kvartal. Antallet af nye fordel+ og premiumkunder udefra udgjorde over 6.800 i kvartalet og over 28.000 i hele 2012. Antallet af rådgivningsmøder lå på et rekordhøjt niveau. I december rundede antallet af netbank-kunder i Danmark 1 mio.," skriver banken og når til de mørkere nyheder:

"Fortsat usikkerhed og lav forbrugertillid fik danskerne til at holde igen med forbruget for i stedet fortsat at fokusere på at nedbringe gælden. Indlån fra privatkunder steg 6 pct. i forhold til 4. kvartal 2011, mens indlånsmarginalen faldt hen over året. Udlån til privatkunder steg svagt i løbet af året med 2 pct. Det skete sideløbende med en fortsat stigning i marginaler og nettorenteindtægter."

For den helt store synder på nedskrivningsfronten, udlånet til shipping, offshore and oil services, gør banken klart, at det er på skibene man taber:

"Nedskrivninger på udlån lå fortsat på et højt niveau på grund af svære betingelser i visse shippingsegmenter. De svage markedsforhold inden for tank- og tørlastområderne gjorde, at skibsværdierne fortsat var under pres. Udsigterne for disse segmenter på kortere sigt tyder på fortsat store udfordringer. Kreditkvaliteten blandt offshore- og olierelaterede selskaber var høj."

Artiklen er skrevet af ShippingWatchs søsterredaktion FinansWatch

Nordea får røffel for shipping-optimisme 

Nordea: Gode nyheder fra amerikansk økonomi 

Nordea mindre positiv overfor Norden-aktie 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også