Cowis analyse om lodsmarked vækker undren

En analyse fra Cowi, der entydigt taler for bevarelse af et statsligt lodsmonopol, vækker undren blandt fagfolk og de aktører, der har indflydelse på en ny dansk lodslov.

Flere af konklusionerne i en ny rapport fra Cowi, som foreningen Danske Lodser har bestilt om konsekvenserne af en liberalisering af lodsmarkedet i danske farvande, mødes med hovedrysten og undren blandt flere fagfolk og involverede parter, som ShippingWatch har talt med i forbindelse med den igangværende proces om en ny lodslov.

Rapporten fra Cowi afviser konkurrence blandt lodsselskaber i danske farvande som en farbar og billigere vej af bl.a. sikkerhedsmæssige årsager og med henvisning til ringe internationale erfaringer med konkurrence på lodsydelser. I stedet opfordrer Cowi de danske politikere, der i disse måneder drøfter lodsvæsenets fremtid, til at styrke det statslige selskab Danpilot.

"Man bør efter vores vurdering, for at nå målet om effektiviseringer og opretholdelse af et højt sikkerhedsniveau fastholde et statsligt, selskab omkring det nuværende Danpilot til koordinering af aktiviteter, indhentning af synergier og realisering af effektiviseringsgevinster for den samlede lodsservice i Danmark," hedder det bl.a. i Cowis anbefalinger.

Danske redere: Prisen for lodsydelser skal ned 

Den entydige konklusioner fra Cowi til fordel for opretholdelse af en statsligt monopol har vakt dyb undren langt i centraladministrationen og blandt fagfolk i bl.a. konkurrence.

"Jeg har svært ved at tage det helt alvorligt, at man i 2013 kan nå frem til en konklusion til fordel for et statsligt monopol, hvor man ser helt bort fra det effektivitetspres, der ligger i konkurrence, ligesom konklusionerne indeholder påstande, der ikke er dokumenteret i undersøgelsen," siger en konkurrenceekspert til ShippingWatch, mens en anden konstaterer, at "vi ikke længere lever i en verden, hvor man nationaliserer virksomheder" med henvisning til Cowis bemærkning om, at staten med fordel kan overtage det private Danish Pilot Service.

Køreplanen for lodser

Såvel branchefolk, rederier samt politikere, der i det nye folketingsår skal vedtage en ny lodslov, afventer en større analyse fra Erhvervs- og Vækstministeriet. Analysen er en udløber af det konkurrencepolitiske udspil fra oktober 2012, hvor regeringen iværksatte en kortlægning af det danske lodsmarked, der primært skal se på, hvordan der kan skabes øget konkurrence på lodsområdet med bl.a. skarpere priser.

Europæiske lodser advarer mod EU-regulering 

Siden har EU-Kommissionen, i maj 2013, fremlagt forslag til en liberalisering af en lang række tjenesteydelser i forbindelse havnene i medlemslandene, og hvor også lodsninger til havne er omfattet.

Reelt er de grundlæggende rammevilkår for lodsmarkedet i Danmark allerede ændret, fordi det statslige Danpilot bliver omdannet fra en statslig styrelse til et selvstændigt statsligt selskab på linie med DSB og andre. Det nye selskab skal også have udpeget en ny professionel bestyrelse, hvilket endnu ikke er på plads. Samtidig er ikraftrædelsen af loven, der ændrer Danpilots selskabsform, udskudt på grund af nogle regnskabsmæssige forhold.

Cowi fælder dødsdom over fri konkurrence i lodsvæsen  

Lodser: Vigtig viden om mere konkurrence er tabt 

   

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også