Berygtet leder af pirater i Somalia stopper karrieren

Somalias mest berygtede leder af flere piratgrupper har annonceret, at han indstiller sin karriere, og at andre bandeledere vil gøre det samme.

Somalias formentlig mest berygtede leder af piratgrupper indstiller sin kriminelle løbebane.

Kendt og berygtet under navnet "Big Mouth" annoncerede Mohamed Abdi Hassan i den forløbne uge, at han "indstiller sin otte-årige karriere", hvor hans piratgrupper har hærget den internationale shippingindustri i Det Indiske Ocean med en lang række spektakulære kapringer og tjent millioner af dollars i løsesum. Det skriver New York Times og CNN.

Mohamed Abdi Hassan blev i 2011 i en FN-rapport betegnet som en af de mest notoriske og indflydelsesrige ledere af Somalias piratnetværk.

"Jeg har besluttet, at jeg fra i dag ikke længere vil være involveret i bandeaktiviteter," sagde den somaliske piratleder onsdag i landets nordlige region, Adado, hvor han samtidig understregede, at han med succes også har overbevist flere af sine kolleger om at stoppe aktiviteterne. Ifølge eget udsagn har Mohamed Abdi Hassan ikke været involveret i kapringer eller kapringsforsøg siden 2009.

Rederne: Pirater rykker ud i yderområder  

Hans beslutning kan ses som en succes for de internationale flådestyrker, der beskytter skibenes gennemsejling gennem de udsatte farvande i Aden Bugten og langs Somalias kyststrækning samt den omstændighed, at bevæbnede vagter ombord på skibene i dag er reglen mere end undtagelsen. I det forløbne år har piraterne kun haft held med med at kapre 13 skibe mod 49 skibe i 2010 og 28 i 2011.

Timo Lange, der er talsmand for EUs flådestyrker i området, sagde for nylig, at tilladelsen til at ødelægge piraternes faciliteter på land har været et stort fremskridt i bekæmpelsen af piraternes aktiviteter. Det skete første gang i maj 2012, da fly ødelagde udstyr og andet, som pirater havde samlet i forbindelse med en forestående mission.

Den største antipirat-aktion på i land fandt sted i december, da styrker fra Puntland-provinsen i Somalia fik frigivet det Panama-flagede skib MV Iceberg og besætningen på 22, der havde været holdt som gidsler i næsten tre år.

Skibsredernes appel: Glem ikke 150 gidsler i Somalia  

Myndigheder i Somalia menes at have udstyret Big Mouth, Mohamed Abdi Hassan, med et diplomatpas. Ifølge FN har han brugt dette pas til at besøge sin familie i udlandet.

De seneste tal for antallet af søfarende, der holdes som gidsler i Somalia, anslåes til ca. 150. Heriblandt to danskere og fire filippinske søfolk fra det danske rederi Shipcraft.

12 gange livstid

En anden, højtrangeret piratleder i Somalia, Mohammad Saalli Shibin, blev ved en forbundsdomstol i Norfolk i delstaten Virginia i USA idømt 12 gange fængsel på livstid i august 2012. Under en af de pågældende kapringer, som piratlederen blev dømt for at stå bag, blev fire amerikanske statsborgere dræbt ombord på deres sejlbåd.

I den anden sag blev 22 søfolk ombord på et tysk-ejet handelsskib angiveligt tortureret, da de var tilbageholdt som gidsler. De blev senere frigivet, efter at piraterne havde modtaget over fem mio. USD i løsesum.

Efter dommen mod Mohammad Saalli Shibin, der forinden var blevet fanget og transporteret til USA, sagde anklageren Neil MacBride, at han håbede, at dommen sendte en klar besked til andre med ønske om at blive pirater.

Shipcraft: Grusomme trængsler for gidsler og pårørende 

Analysehus: Pirateri mere komplekst i Vestafrika 

NATO advarer mod at slække på piratberedskab 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også