Medie: BP hyrer VLCC til flydende opbevaring

VLCC-skibet Peace China på 297.377 DWT fra 2011 er ifølge flere kilder blevet hyret af BP som flydende opbevaringsskib for fuelolie ud for Singapore. Det skriver Platts.
Skibet skal være blevet hyret af BP i to til tre måneder med en daglig rate på 25.000 dollar. BP ønsker ikke at kommentere historien, mens ejeren af skibet, North China Shipping Holdings, ikke var tilgængelig.
"Eftersom contangoen i fuelolie-markedet ud af Singapore bliver udvidet, taler alle de store handlere om flydende opbevaring," siger VLCC-broker i Singapore, der også har hørt om BPs hyring af Peace China.
'Contango' er et amerikansk begreb der dækker over en markedssituation, hvor prisen på en forward- eller futures-kontrakt handler over spotprisen ved kontraktens udløb.
Et fald i VLCC-raterne har ledt til lavere TCE-indtjening og dagsrater, og den flydende opbevaring kan på den måde være en udvej for skibsejere, der gerne vil klare sig gennem markedet med en nogenlunde indtjening, vurderer Platts.
"BP betaler 25.000 dollar om dagen for VLCC-skibet. Hvis jeg var en VLCC-ejer, ville jeg hoppe på med den rate," siger en chartering-kilde til Platts.
Frontline tror på bedre tankmarked i fjerde kvartal
Danske Bank: 60 supertankere skal ud
Relaterede artikler:
Danske Bank: 60 supertankere skal ud
For abonnenter