DSV er langt med at integrere GIL og åbner for nyt milliardopkøb i 2022

DSV’s integration af milliardopkøbet GIL ventes at være i mål i midten af 2022, fortæller topchef Jens Bjørn Andersen i et interview med ShippingWatch. Han melder DSV klar til nye opkøb, der allerede kan ske i år, hvor særligt ét område kan komme i spil.
"Vi forventer at være færdige med integrationen (af GIL) ca. midtvejs inde i året," siger Jens Bjørn Andersen til ShippingWatch. | Foto: PR/DSV
"Vi forventer at være færdige med integrationen (af GIL) ca. midtvejs inde i året," siger Jens Bjørn Andersen til ShippingWatch. | Foto: PR/DSV

Om et halvt års tid regner DSV med at sætte flueben ved integrationen af milliardopkøbet Global Integrated Logistics (GIL).

Det fortæller topchef Jens Bjørn Andersen i et interview med ShippingWatch. I samme ombæring melder han DSV klar til nye opkøb, der allerede kan ske i år.

”Vi forventer at være færdige med integrationen ca. midtvejs inde i året. Vi synes selv, det er okay, hvis vi kan nå at få integreret så stor og kompleks en virksomhed i så mange forskellige lande på omkring 12 måneder,” siger Jens Bjørn Andersen til ShippingWatch.

Det var i april sidste år, at det danske logistikselskab præsenterede opkøbet af GIL med 17.000 ansatte og hovedforretning inden for Air & Sea, som blev købt af kuwaitiske Agility i en handel med en enterprise-værdi på omkring 30,2 mia. kr.

Overtagelsen faldt endeligt på plads i august og cementerede DSV’s placering i den absolutte logistiktop med en forventet samlet omsætning på årligt ca. 160 mia. kr. og omtrent 80.000 medarbejdere.

Venter milliardstore synergier

Siden august har DSV været i gang med at indlemme GIL. Forventningen er, at selskabet vil bidrage med omkring 3 mia. kr. på driftsresultatet (ebit før særlige poster) i årlige synergieffekter, når integrationen er gennemført.

Tidligere har DSV høstet store synergier ved at sige farvel til især kontoransatte og såkaldte ”dobbeltfunktioner” hos opkøbene, hvilket er sket både ved amerikanske UTi Worldwide og schweiziske Panalpina.

Også med GIL ville der blive sagt farvel til ansatte, fortalte Jens Bjørn Andersen til ShippingWatch, da opkøbet blev meldt ud sidste forår. Otte måneder senere ønsker han ikke at sætte antal eller omfang på afskedigelserne.

”De fleste af de reduktioner er overstået,” siger Jens Bjørn Andersen.

Ifølge ham har corona-pandemien dog betydet, at DSV har skullet sige farvel til færre ansatte end først ventet.

”Det positive bidrag for opkøbet er fuldstændig hugget i sten og er det samme, som da vi købte selskabet. Men det kan godt være, at den forventede indtjening fra opkøbet er sammensat af lidt forskelligartede elementer, end vi troede. Måske lidt færre besparelser og så lidt større basisindtjening fra selskabet. Det kan godt være.”

Klar til nye opkøb

Mens det altså skrider frem med at lægge GIL sammen med DSV, kigger det danske selskab sig omkring efter det næste opkøbsemne.

Allerede i år kan en ny handel komme på tale, fortæller Jens Bjørn Andersen.

”Vi har den samme lyst. Vi har også udvist den rette disciplin og hele tiden kun lavet et opkøb, hvis det giver mening. Vi vil i løbet af 2022 være klar til at lave nye opkøb. Så må vi se, om det lykkes, og hvad det evt. kan blive,” siger topchefen.

Flere gange er DSV blevet meldt på banen som en mulig køber af tyske DB Schenker, der er ejet af det statsejede Deutsche Bahn.

Jens Bjørn Andersen ønsker ikke at nævne specifikke navne på mulige opkøb. Kandidater med stor forretning inden for Air & Sea kan dog igen være oplagte steder at kigge hen.

”Luft & Sø er et attraktivt forretningsområde for os. Og der er stadig muligheder for os til at vokse, selvom vi er blevet store,” siger Jens Bjørn Andersen.

”Det kunne i princippet være inden for alle områder. Vi har stor kærlighed til Air & Sea, og det har skabt enorm værdi. Da jeg startede som CEO i DSV var Road større end Air & Sea. Nu står Air & Sea for i hvert fald tre fjerdedele - måske endnu mere - af DSV’s indtjening.”

I de seneste måneder er priserne på selskaber steget kraftigt til vejrs i logistik, hvor mange købere har meldt sig på banen. Ikke mindst containerrederierne, hvor Maersks overtagelse af asiatiske LF Logistics til 3,6 mia. dollar (omkring 23 mia. kr.) er et godt eksempel.

De voldsomme stigninger på multiplerne ændrer dog ikke fundamentalt på noget for DSV, lyder det fra Jens Bjørn Andersen.

”Vi føler os ikke i en ringere position nu, end vi gjorde for to-tre år siden,” siger han.

DSV Panalpina gennemfører milliardopkøb og opjusterer

DSV melder DB Schenker ud som muligt næste opkøb

DSV Panalpina har en detaljeret plan klar for at indlemme nyt milliardopkøb


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også