Rensning af containerskib har kostet over 100 mio kr

Den gigantiske oprydning på det stærkt beskadigede containerskib MSC Flaminia på det fynske skibsværft Fayard åbner for nyt og stort forretningsområde for cleantechvirksomheden Nord, tidl. Kommunekemi.

Søndag den 2. februar 2014 sejlede det 300 meter lange og 40 meter brede MSC Flaminia ud gennem Gabet i Odense Fjord efter i et par måneder at have ligget til kaj og i dok ved Fayard i Munkebo. Tilbage står nogle tilfredse danske oprydningsfirmaer efter det, der betegnes som en af de absolut største rensnings- og afgiftningsopgaver nogensinde om bord på et skib.

"Det er klart den største ordre vi nogensinde har haft, og den er mere end dobbelt så stor som den næststørste," fortæller COO i Nordgroup, det tidligere Kommunekemi, Henrik Grand Petersen, til ShippingWatch.

I alt har det gigantiske arbejde med at fjerne udbrændte containere og ikke mindst slukningsvand taget to måneder og den samlede værdi for de fire entreprenører, der udover Nord har været Fayard, ISS og HJ Hansen, er over 100 mio. kroner.

Ingen Costa Concordia-ordre til Grenå-værft 

Opgaven vandt Nord tilbage i 2013, efter at have hjulpet til med at fjerne omkring 30.000 kubikmeter toksisk slukningsvand fra MSC Flaminia, da skibet lå i Wilhelmshaven i Tyskland. Meningen var oprindeligt, at skibet skulle være tømt og klargjort til igen at tjene ejeren Conti på en charteraftale for MSC på Daewoos Costanta-værft i Rumænien. Men de rumænske myndigheder var skeptiske over for, om man kunne håndtere det farlige gods ombord, og opgaven blev i stedet givet til Nord fra Nyborg.

Costa Concordia gør forsikringen dyrere i 2014

750 mand i arbejde

Siden starten af december 2013 har skibet ligget først i tørdok, hvor man ved hjælp af borede huller i bunden har tømt skibet for slam og vand, og dernæst gik i gang med at fjerne smeltede containere og indhold fra skibet.

To måneder har det taget, og i alt er det store skib blevet tømt for 60.000 ton udbrændt gods og affald.

"Vi kunne egentlig godt have klaret hele den store oprydning på omkring en måned, men arbejdet tog længere tid, fordi ti af verdens førende brandeksperter var med under det meste af processen for at fastslå årsagen til branden, der opstod på skibet tilbage i juli 2012," siger Henrik Grand Petersen.

Han forklarer videre, at oprydningsarbejdet har involveret i alt 750 mand, og at Nord i alt har kørt mere end 1.000 transporter med farligt affald til Nords behandlingsfaciliteter i Danmark. I alt er det blevet til mere end 120.000 kilometer på vejene alene for Nord.

"I to måneder var det nok det, som man må betegne som Danmarks farligste arbejdsplads, men det har været meget vigtigt for os at uddanne alle medarbejdere, så de har kunnet håndtere opgaverne forsvarligt, og vi har ikke haft en eneste arbejdsulykke undervejs, og det syntes vi er lidt af en bedrift" siger Henrik Grand Petersen.

NGO: Grækere og tyskere fører an i strandophugning

Starten på noget større

Det er første gang, at Nord har taget så stor en opgave ind, men der ligger ifølge Henrik Grand Petersen et meget spændende marked, som i fremtiden skal udforskes, og man er efter den succesrige opgave med MSC Flaminia blandt andet blevet kontaktet af flere af de store bjærgningsselskaber, der ønsker at få mere at vide om, hvilke opgaver Nord kan udføre.

"Set fra vores danske udgangspunkt har vi den kæmpestore fordel, at vi har alle de nødvendige og godkendte faciliteter liggende tæt på den havn, hvorfra vi udfører opgaven. Det giver os et unikt udgangspunkt, ligesom vi har vist, at vi hurtigt har kunnet etablere samarbejde på tværs af virksomheder," siger Henrik Grand Petersen.

Det 6.750 teu store MSC Flaminia, der blev bygget tilbage i 2001, er nu på vej til til Sortehavet, hvor det skal sættes endeligt i stand, så det igen kan sejle containere for rederiet MSC.

Mærsk-konkurrent ramt af skibseksplosion

Maersk-skib redder 16 fra brændende superyacht 

Færre skader på skibe - men de bliver dyrere 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også