Japanske værfter haler ind på Kina og Sydkorea
.jpg)
Antallet af nybygninger stiger for den japanske værftsindustri. Især inden for LNG- og bulksegmentet har de japanske virksomheder på det seneste vundet flere ordrer og haler dermed ind på konkurrenterne i Kina og Sydkorea, skriver Asiasis.
Det rygtes blandt andet, at Japan Marine United har placeret store ordrer på nye tørlastskibe, herunder fem Kamsarmax og seks Capesize-skibe inden for det seneste år.
”Hvis den japanske yen fortsætter med at være svag, vil det betyde væsentlige forringelser for de sydkoreanske selskaber, der kæmper en indædt kamp med de japanske,” siger Kim Kang-Oh, der er analytiker hos koreanske Hanwha Investment & Securities, til Asiasis.
Samtidig har både Mitsui Engineering & Shipbuildning og Sanoyas for nylig vundet ordrer, hvilket ifølge Asiais tyder på, at de japanske værfter for alvor er ved at højne konkurrenceevnen efter i længere tid at have haltet gevaldigt efter både Kina og Sydkorea. Endelig er der stor fremgang fra den indenlandske efterspørgsel på LNG-skibe, mens de japanske producenter fortsat forsøger at vinde flere udenlandske ordrer.