Orskov Yards årsresultat overrasker ledelsen positivt

Udviklingen på et af Danmarks største skibsværfter, Orskov Yard i Frederikshavn, har været overraskende positiv. Det seneste årsregnskab viser et plus på 19,5 mio. kr. efter skat. Ledelsen er "særdeles godt tilfreds."

"Vi er særdeles godt tilfredse. Det er over vores forventning," siger Jeppe Ørskov, adm. direktør og medindehaver af Orskov Yard i Frederikshavn. Værftet har netop afleveret årsregnskab for perioden september 2011 til september 2012 med et resultat efter skat på 19,5 mio. kr.

Det holder dermed niveauet fra sidste regnskabsperiode på 19,3 mio. kr., og forventningerne til næste sæson er nogenlunde de samme, fortæller Jeppe Ørskov til ShippingWatch.

Bruttoresultatet er faldet fra 141 millioner kroner til 137 millioner kroner i det seneste årsregnskab.

"Vi håber på at komme ud med et lignende resultat, men det er jo svært at spå om," siger han.

Udfordring at nå målet

Det bliver dog en udfordring at nå målet, da det kommende år sandsynligvis bliver sværere end 2012, vurderer han. Orskov Yard har specialiseret sig i reparationer - et marked som allerede nu er under hård konkurrence og fortsat vil være det i 2013:

"Der er kommet betydeligt flere spillere, end der var før. Så jeg er sikker på, at der kommer endnu hårdere konkurrence. Der er mange anlæg, hvor der før blev lavet nybygninger, som nu qua at det er så dårligt, er begyndt at lave reparationer også," siger Jeppe Ørskov.

Det drejer sig om anlæg i de omkringliggende lande. Orskov Yard har ingen decideret strategi for at slå konkurrenterne. Det handler derimod om at være fokuseret på virksomhedens værdier for at fastholde kunderne, mener Ørskov.

"Vi vil gerne stå for tid og kvalitet til en fornuftig pris. Vi bliver jo aldrig verdens billigste i forhold til Østeuropa, men kunderne skal være tilfredse med det, de får. Det er jo alfa omega."

Nordjysk fokus på Norge og grøn skibsfart

Orskov forventer øget konkurrence fra ærkerival  

Skibsværfter i hård kamp om ordrer i Norge

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også