Pensionskæmper indleder retsopgør mod OW Bunker

En række institutionelle investorer vil sagsøge OW Bunker. Hovedpunkterne drejer sig om ansvar for børsprospektet og børsretlige oplysningsforpligtelser og går målrettet efter OW Bunkers topledelse og kapitalfonden Altor.
Foto: OW Bunker
Foto: OW Bunker

I alt 27 institutionelle investorer er klar til at gå videre i sagen om den dramatiske nedsmeltning af bunkerselskabet OW Bunker. De mange investorer vil nu anlægge sag mod OW Bunker, oplyser de i en fælles meddelelse fredag.

Det drejer sig om to sager. Den ene vedrørende ansvaret for børsprospektet i forbindelse med børsnoteringen af OW Bunker i begyndelsen af 2014. Den anden om forpligtigelser til at oplyse korrekt til børsen. Hermed håber investorerne at kunne få placeret et ansvar og opnå økonomisk kompensation til selskabernes medlemmer og kunder, fremgår det af meddelelsen.

De institutionelle investorer iværksatte i december 2014 en undersøgelse af OW Bunkers konkurs med henblik på at undersøge, om der er basis for at gøre et juridisk ansvar gældende.

Undersøgelsen har blandt andet fokuseret på fejl og mangler ved prospektet udarbejdet i forbindelse med børsintroduktionen af OW Bunker, ansvar i forbindelse med udbuddet og salget af aktier i OW Bunker samt ledelsesansvar i forbindelse med driften af OW Bunker i perioden fra børsnoteringen indtil konkursen.

Krav for 800 millioner kroner

På baggrund af undersøgelsens konklusioner har foreløbig 27 institutionelle investorer, som samlet repræsenterer krav for godt 800 millioner kroner, besluttet sammen at anlægge sag mod relevante parter med henblik på at opnå økonomisk kompensation og søge at få placeret et ansvar.

Advokatfirmaet Bruun & Hjejle vil repræsentere investorerne i retssagen. Advokatfirmaet Accura og revisionsfirmaet KPMG vil bistå Bruun & Hjejle.

Koncerndirektør Anders Damgaard fra PFA siger:

"Hele forløbet omkring børsintroduktionen af OW Bunker og den efterfølgende konkurs er ulykkeligt. Det bør ikke kunne lade sig gøre, at det selskab, som er beskrevet i børsprospektet, går konkurs kun seks måneder efter børsintroduktionen. Derfor er det ekstremt vigtigt at få identificeret, hvad der er gået galt og få placeret et ansvar. Både for at få erstattet vores kunders tab bedst muligt, for at belyse svaghederne i rammebetingelserne for børsintroduktioner og ikke mindst sikre, at noget lignende ikke gentager sig."

Kenneth Joensen, chefjurist i ATP, siger:

"Det er vores pligt overfor ATP’s medlemmer at søge at få dækket så meget som muligt af det tab, vi har lidt på OW Bunkers konkurs. Det var en meget negativ begivenhed på det danske børsmarked, og der er et stort behov for at få afklaret hændelsesforløbet og at få placeret et ansvar."

Disse investorer er klar til retsopgøret

De mange institutionelle investorer i prospektansvarssagen omfatter blandt andre:

ATP, PFA, Kapitalforeningen SEB Kontoførende, Investeringsforeningen SEBinvest II, Investeringsforeningen SEBinvest, Kapitalforeningen Lærernes Pension Invest, Topdanmark Forsikring A/S, Topdanmark Livsforsikring, PensionDanmark Pensionsforsikringsaktieselskab, Kapitalforeningen Unipension Invest, DIP, JØP, Investeringsforeningen Maj Invest, Maj Invest Holding A/S, AP Pension Livsforsikringsaktieselskab, Kapitalforeningen Sampension Invest, Investeringsforeningen Danske Invest, Investeringsforeningen Danske Invest Select, Kapitalforeningen Danske Invest Institutional, Danske Invest FCP, Investeringsforeningen PenSam Invest, Kapitalforeningen Mermaid Nordic, Kapitalforeningen Wealth Invest, Absalon Invest og Access Small Cap A/S.

Rettet: PKA var nævnt i den første liste over investorer, men er ikke med i saganlægget, som det fremgik af pressemeddelelsen, oplyser PKA til Ritzau.

3.500 aktionærer i kamp mod OW Bunkers top

Advokater anbefaler at gå løs på Altor 

OWs risikochef: Vi skulle aldrig have været på børsen

 

OW Bunker-aktører når aftale om datterselskab i Mellemøsten  

Medie: Banker bag OW Bunker lagt på is 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også