Mens de lægger sidste hånd på de søgsmål, som ventes at komme i kølvandet på OW Bunker-skandalen, er en række danske storinvestorer allerede i gang med at straffe især Carnegie for bankens rolle i sagen. Det sker ved, at investorerne i stort omfang fravælger Carnegie, når de handler aktier, og det koster ifølge Berlingskes kilder Carnegie millioner af kroner i mistede indtægter på aktiehandel.
Ifølge Berlingskes kilder fravælger investorerne i et vist omfang også Nordea på samme konto. Derudover spillede Morgan Stanley en hovedrolle i børsnoteringen, men de danske investorer bruger ikke den amerikanske investerinsgbank i særlig høj grad, og den rammes derfor kun i meget begrænset omfang.
Selve konkursboet efter OW Bunker har lagt et krav på den tidligere topledelses bord på 654 mio. kr. Kravet er rettet mod tidligere topchef Jim Pedersen, to medlemmer af direktionen samt de to ansvarlige chefer for datterselskabet i Singapore Dynamic Oil Trading.
Og for nyligt skrev finans.dk, at Finanstilsynet i hemmelighed har indledt en undersøgelse af kollapset i OW Bunker. Finanstilsynet vil i øjeblikket ikke kommentere sagen, men undersøgelsen bekræftes af en redegørelse, som kuratorerne i OW Bunkers konkursbo sendte til olievirksomhedens kreditorer i sidste måned.
Finanstilsynet gransker OW Bunker-konkurs
Deloitte fralægger sig ethvert ansvar for skandalen i OW Bunker
Advokater anbefaler at gå løs på Altor
Advokater retter sigtekornet mod OW Bunkers topledelse