Aker Solutions' direktør i fare for fyreseddel

Det er ikke sikkert, at direktør Øyvind Eriksen fra Aker Solutions bliver ved med at sidde fast i chefstolen eller rettere de tre chefstole, han pt. sidder i. Regnskabet fra Aker Solutions, der kom ud i går, pegede på problemer i syv ud af ni forretningsområder, og de resultater er ikke sikkerhed nok, skriver Dagens Næringsliv.
"Det virker som om, de mangler kontrol i eget hus," siger Truls Olsen, der er analytiker i Fearnley Fonds og fortsætter:
"De har gjort meget rigtigt, men lige nu er der noget, som ikke er rigtigt. De stod på kapitalmarkedsdagen i december og gentog relativt aggressive fremtidsudsigter. Forud for kapitalmarkedsdagen troede man, at de havde gjort en god gennemgang af eget hus. Den gennemgang var tydeligvis ikke god nok."
Øyvind Eriksen besidder tre topposter i Aker Solutions som fungerende koncernchef, arbejdende bestyrelsesformand og topchef i Aker ASA - og det er en af disse poster, som analytikerne tror, han står til at miste fremadrettet.
Ifølge Dagens Næringsliv svarede Øyvind Eriksen i går på, hvor længe han selv har tænkt sig at blive siddende.
"Bestyrelsen og administrationen arbejder fortløbende med at udvikle organisationen. Mit job som arbejdende bestyrelsesformand i Aker Solutions varer lige præcis så længe, som bestyrelsen måtte ønske," sagde Øyvind Eriksen i går.
Aker Solutions er kommet skuffende fra start i 2013
Aker Solutions klar til vækst i nye regioner
Aker Solutions leverer lettere skuffende fjerde kvartalsresultat