DSV: Indtjeningen skuffede i luften og på søen i fjerde kvartal

DSV-koncernens Air & Sea-division kom ud af 2012 med et lidt svagere resultat end ventet. CEO Jens Bjørn Andersen forventer dog at kunne tage nogle markedsandele.
AF RITZAU FINANS

Det blev til et lidt svagere resultat end ventet for DSV-koncernens Air & Sea-division. Omsætningen for 2012 landede på 19,9 mia. kr., og overskuddet af primær drift før særlige poster (EBITA) blev 1.412 mio. kr. og ifølge administrerende direktør i DSV, Jens Bjørn Andersen, er det et anstrengt marked, der trækker nedad. Samtidig var koncernen en smule for optimistisk med hensyn til udviklingen i markedet.

"Det er svært at være super optimist lige nu. Fjerde kvartal har ikke vist en forbedring fra de tidligere kvartaler - måske endda en lille smule tvært imod. Og det gør, at vi har beherskede forventninger til markedet. Men vi venter så at kunne vokse lidt mere end markedet ved at tage nogle markedsandele," siger Jens Bjørn Andersen til Ritzau Finans.

På især søfragtssiden gør de meget svingende fragtrater desuden, at DSV fortsat arbejder med relativt korte kontrakter i kundeforholdet for at sikre sig mod udsving.

"Det har vi lært er meget vigtigt. Nu kan vi se, at rederierne har annonceret nogle meget, meget kraftige stigninger i fragtraterne fra midten af marts. Så der skal vi passe på, at vi ikke kommer til at sidde fast i nogle kundeaftaler om nogle lange rate-kontrakter, hvis der samtidig kommer nogle store ratestigninger hos vores leverandører. Korte kontrakter - det er vejen frem for os," siger Jens Bjørn Andersen.

Derudover har koncernens europæiske eksponering ramt koncernen yderligere, siger han og henviser til, at 40 pct. af DSV's søfragtsforretning er på Asien-Europa ruten, der har udviklet sig negativt med 4,4 pct. i 2012 - "markant dårligere" end resten af søfragtsmarkedet, hvilket har gjort det svært for luft- og sø-divisionen at "gå i soloudbrud."

Den 13. februar offentliggjorde DSV opkøbet af selskabet Seatainers, der er et projektorienteret transportfirma, og det kommer primært til at blive en tilføjelse til Air & Sea-divisionen, siger Jens Bjørn Andersen. Seatainers er specialister i projekttransport, der er mere komplekse og krævende med hensyn til fleksibilitet og viden.

"Det kan være hele fabrikker, kæmpe vindmølletårne, levende dyr, militær-opgaver. Det er de mere specialiserede opgaver, og det var derfor, vi godt kunne lide Seatainers og endte med at købe dem. Men de har også en del lagervirksomhed i Norden, som vi skal have fusioneret ind i vores Solutions-division," siger han.

/RITZAU FINANS

DSV leverer et nøk bedre end ventet i fjerde kvartal

Sydbank forventer øget væksttempo hos DSV 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også