Hårdtprøvede Fjord Line får ny direktør

Ved årsskiftet overtager en ny mand direktørposten i norske Fjord Line, der sejler mellem Hirtshals og Norge. I begyndelsen af måneden fik rederiet økonomisk luft med ny bankaftale.

Det norskejede rederi Fjord Line får ved årsskiftet ny direktør. Rickard Ternblom tager over efter Ingvald Fardal, der siden 2007 har ledet rederiet, der sejler mellem Hirtshals og Norge. Det oplyser rederiet i en meddelelse.

Den nye direktør har arbejdet i 18 år Stena-koncernen i både Sverige, Norge og Sydøst-Asien.

"Den erfaring giver mig sammen med min lange praksis fra ledelse og administration i branchen et godt fundament til at kunne bidrage til, at vi får en lønsom volumen med passagerer og gods på Fjord Lines fire linjer mellem Norge og EU," siger Rickard Ternblom.

Den snart tidligere direktør Ingvald Fardal har ifølge bestyrelsen gjort en stor indsats med at planlægge, bygge og indfase de to moderne miljøvenlige krydstogtsfærger og etablering af nye linjer, noterer bestyrelsesformand Peter Frølich:

"Vi er meget fornøjede med det arbejde, Fardal har gjort og har forståelse for, at han nu ønsker at trappe sin lange karriere ned," siger han.

Fjordline presset

Fjord Line har i 2014 været hårdt presset, og det har ført til indsprøjtning af ny kapital og en ny bankaftale.

"2014 har budt på større udfordringer, end vi havde regnet med ved årets indgang. Men vi har nu bygget det fundament, der er nødvendigt, for at udviklingen bliver positiv på alle vores fire ruter i 2015," lød det fra Gert Balling, som er direktør i Fjord Line Danmark, i en pressemeddelelse d. 2. december.

Ud over at styrke den finansielle situation med at fuldføre en egenkapitalemission på 110 millioner norske kroner til kurs 2,50 per aktie, har Fjord Line indgået en aftale med indehaverne af selskabets obligationslån på 300 millioner norske kroner om udsættelse af tilbagebetaling fra 2016 til 2018.

Dertil er man blevet enige med selskabets banker om en ændring af afdragsprofilen på selskabets langfristede lån. Det indebærer en reduktion i det årlige afdrag på 40 procent over de næste fire år samt ændringer i lånebetingelserne.

"Vi er meget taknemmelige for, at vores aktionærer og finansielle partnere har evnen og viljen til at bidrage til disse gode løsninger for rederiet. Vi har i efteråret gennemført en omfattende justering i rederiet, der betyder, at vi kan reducere driftsomkostningerne med 70 millioner norske kroner i 2015. Vi har dermed skabt de rette rammer og det økonomiske råderum for, at rederiet kan sejle med overskud fra 2015," skrev rederiet i pressemeddelelsen.

Pressede Fjord Line får ny kapital og bankaftale

Svær start for dansk-norsk LNG-sejlads 

Fjord Lines milliard-investering skaber 300 nye nordjyske job 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også