Pressede Fjord Line får ny kapital og bankaftale

Norske Fjord Line, der sejler mellem Hirtshals og Norge, har fået økonomisk luft efter aftale om obligationslån og reduktion af afdrag på bankgæld.

Det norskejede rederi Fjord Line, der sejler mellem Hirtshals og Norge, har slanket organisationen og fået en kapitalindsprøjtning på 110 mio. norske kroner.

Samtidig er der iværksat en række tiltag, der samlet set vil medføre, at driftsomkostningerne i 2015 reduceres med 70 millioner norske kroner i forhold til driftsomkostningerne i indeværende år, oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

"2014 har budt på større udfordringer, end vi havde regnet med ved årets indgang. Men vi har nu bygget det fundament, der er nødvendigt, for at udviklingen bliver positiv på alle vores fire ruter i 2015," siger Gert Balling, som er direktør i Fjord Line Danmark.

Ud over at styrke den finansielle situation med at fuldføre en egenkapitalemission på 110 millioner norske kroner til kurs 2,50 per aktie, har Fjord Line indgået en aftale med indehaverne af selskabets obligationslån på 300 millioner norske kroner om udsættelse af tilbagebetaling fra 2016 til 2018.

Dertil er man blevet enige med selskabets banker om en ændring af afdragsprofilen på selskabets langfristede lån. Det indebærer en reduktion i det årlige afdrag på 40 procent over de næste fire år samt ændringer i lånebetingelserne.

”Vi er meget taknemmelige for, at vores aktionærer og finansielle partnere har evnen og viljen til at bidrage til disse gode løsninger for rederiet. Vi har i efteråret gennemført en omfattende justering i rederiet, der betyder, at vi kan reducere driftsomkostningerne med 70 millioner norske kroner i 2015. Vi har dermed skabt de rette rammer og det økonomiske råderum for, at rederiet kan sejle med overskud fra 2015”, siger Gert Balling.

Fjord Line har i løbet af 2013 og 2014 indsat de to nybyggede LNG-drevne cruisefærger, MS Bergensfjord og MS Stavangerfjord, der dagligt sejler mellem Hirtshals, Langesund, Stavanger og Bergen.

Svær start for dansk-norsk LNG-sejlads

Fjord Lines milliard-investering skaber 300 nye nordjyske job 

OSK Ship Tech tror på vækst og flere medarbejdere 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også