Tankers Inc rygtes i spil til JL's tankflåde

J. Lauritzen er ifølge Børsen i færd med at sælge hele eller dele af rederiets produkttankflåde, der tæller 10 forholdsvis nye skibe, til Tankers Inc. med den tidligere Torm-direktør Mikael Skov i spidsen.
J. Lauritzen har som tidligere omtalt på ShippingWatch en aktiepost på over fem procent i det forholdsvis nye Tankers Inc., der er etableret med finansiel støtte fra den britiske storbank Barclays. J. Lauritzens MR-produkttankskibe drives af Hafnia Management, der har Anders Engholm, ligeledes med en fortid i Torm, som CEO.
Hafnia Management arbejder ihærdigt på at udvide flåden af produkttankskibe for at sikre tilstrækkelig volumen.
Hafnia klar til at overtage skibe fra bankerne
Ingen at parterne ønsker at kommentere et muligt salg af J. Lauritzens flåde af produkttankskibe til Tankers Inc.

J. Lauritzen offentliggjorde planen om salg af de 10 ejede produkttankskibe i august i forbindelse med rederiets halvårsregnskab og med henblik på at forbedre rederiets likvide beholdning i forbindelse med udløb af et obligationslån i 2015.
Tankers Inc. udskyder sine ambitiøse nybygninger
Salget af de i alt 10 produkttankskibe, som J. Lauritzen selv ejer, vil formentlig indbringe rederiet et godt stykke over 100 mio. USD. J. Lauritzens samlede flåde af produkttankskibe tæller også otte indchartrede skibe.
I bestræbelserne på at opbygge kapital har rederiet besluttet at trimme balancen ved at trække sig helt ud af produkttank i løbet af 2. halvår 2014 i erkendelse af, at rederiet ikke har kapital til at satse på fire forretningsområder. I stedet vil man fremover satse på Lauritzen Bulkers og Lauritzen Kosan, hvor rederiet har den tilstrækkelige markedsandel og organisationer.
J. Lauritzen forventer et underskud i 2013 på mellem 310 og 340 mio USD eller omkring to milliarder kroner.