J. Lauritzen storaktionær i ambitiøst tankrederi

Rederiet J. Lauritzen har været yderst diskret om sin medvirken i planerne om et opbygge en ny og topmoderne tankskibsflåde i selskabet Tankers Inc. sammen med den britiske investeringsbank Barclays. Banken stiller milliarder til rådighed for tidligere Torm-chefer.

J. Lauritzen er storaktionær i det nye og ambitiøse tankskibsrederi Tankers Inc., der med den tidligere topchef i Torm Mikael Skov (foto) i spidsen sammen med en række andre fhv. Torm-ledere har stortstilede planer om opbygning af en ny topmoderne tankskibsflåde. Planer, der understøttes af en milliardkapital, som den britiske investeringsbank Barclays stiller til rådighed.

J. Lauritzen har hidtil været yderst diskret om rederiets medvirken i Tankers Inc og planerne om at bygge et nyt tankskibsrederi op fra grunden, når tiden og priserne for fremtidens miljøvenlige og især brændstofbesparende skibe er rigtig. Netop tank vurderes af mange shippinganalytikere som det segment, der kommer først ud af den globale søfartskrise.

Kapitalejere

Ifølge et i øvrigt sparsomt regnskab, som Tankers Inc. har indsendt til Erhvervsstyrelsen, optræder J. Lauritzen A/S og Northwharf Nominees Limited i London som kapitalejere med minimum fem procent af stemmerne eller minimum fem procent af aktiekapitalen.

Ifølge ledelsesberetningen i regnskabet fremgår det, at Tankers Inc. Holdings A/S' væsentligste aktivitet er kommerciel drift inden for produkttankmarkedet. Selskabet specialiserer sig i skibsstørrelserne fra 35.000 til 120.000 dwt. Selskabet har indgået to betingede nybygningskontrakter i 2011 vedrørende levering af i alt fem skibe i 2014.

"Kontrakterne giver mulighed for levering af yderligere fem skibe i 2014-2015. Nye kapitalindskud kan kaldes ved en fælles bestyrelses- og direktionsbeslutning," hedder det.

Investeringer i 2012

Ledelsen forventer, at selskabet i 2012 vil foretage investeringer i ejede og indchartrede skibe og forventer at modtage kapitalindskud i takt med behovet. Som følge af den øgede aktivitet forventes et positivt resultat for 2012.

Krisen i shippingindustrien inden for næsten alle segmenter har skubbet Tankers Inc.' planer om opbygning af en ny tanskskibsflåde frem til 2014. Det forklarede Mikael Skov i et interview med ShippingWatch i april. Til gengæld vil den nye flåde være tilpasset fremtidens krav til rensning af ballastvand, mindre svovlindhold i brændstof og ikke mindst nydesignede skibe, der kan levere brændstofbesparelser på op til 20 procent i forhold til standarden i dag.

"Vi kommer med flere skibe, men vi kommer lidt senere," sagde Mikael Skov.

Formanden for bestyrelsen i Tankers Inc. Holdings er Mark Brown, tidligere chef i Barclays Bank Principal Investments team. I dag er Mark Brown adm. direktør i Barclays såkaldte Natural Resource Investments. En anden Barclays-figur i Tankers Inc.-bestyrelsen, Adam Richard Darling, kommer ligeledes fra dette Barclays-selskab.

Tankers Inc. udskyder sine ambitiøse nybygninger 

Tidligere Torm-folk skal drive resterne af Nordic Tankers  

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også