EU-kommissionen blåstempler tonnageskat

Danmark og andre EU-lande har fået EU-kommissionens blåstempling af tonnagebeskatningen efter flere års granskning. Helt afgørende for sektoren, lyder det fra Rederiforeningen.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF TOMAS KRISTIANSEN

EU-Kommissionen har besluttet, at de såkaldte state aid-guidelines, der er grundlaget for tonnagebeskatningen og Danmarks Internationale Skibsregister (DIS),  ikke vil blive ændret. Det bekræfter en talsmand fra EUs konkurrencedirektorat over for ShippingWatch.

EU-Kommissionens granskning har været undervejs i årevis, og der var allerede ventet en udmelding fra Kommissionen i 2011. Derfor er der stor tilfredshed blandt rederne med, at der nu endelig er vished for, at de nuværende regler for tonnageskat og regelsættet bag DIS, kan fortsætte.

"Det er en milepæl for os. Der er tale om en helt afgørende afklaring for sektoren, " siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen, til Shippingwatch.

Svenske rederier: Vi dør mens politikerne snakker  

Han henviser til, at de lande i EU, der har tonnageskat, har kunne fastholde eller ekspandere deres maritime industri, hvorimod landene, der ikke har tonnageskat så som Sverige, har mistet en stor del af deres nationalt-flagede flåde. Blandt de danske rederier, der har hovedsæde i ikke mindst København, peges der da også entydigt på, at tonnageskatten og DIS,  er de to grundelementer, der får rederierne til at fastholde aktiviteter i Danmark.

"EU-Kommissionen har vendt hver en sten og er kommet frem til, at systemet kan fortsætte, som det ser ud i dag. Det er helt centralt. Kernen er, at der ikke må gives direkte statsstøtte, men gerne indirekte lempelser," forklarer Jan Fritz Hansen.

EU-Kommissionen vil dog ikke lade alle lande selv administrere statsstøttereglerne fremover. 3-4 lande med bl.a. Malta og Grækenland vil blive fulgt nøje, fordi de længe har været på kant med reglerne, vurderer EU.

Selvom der overordnet er stor tilfredshed blandt rederierne med blåstemplingen af tonnageskatten og DIS, diskuterer Rederiforeningen allerede, hvordan DIS kan udvides med flere skibstyper så som vindmølleskibe og diverse offshore-fartøjer. De regler, som EU har blåstemplet, er allerede nogle år gamle, og Rederiforeningen vil gerne have flere fartøjer ind under skibsregisteret.

"Vi diskuterer sagen med Kommissionen, og det vi hører på vandrørene er, at der er forståelse for vores synspunkter," siger Jan Fritz Hansen.

Rapport: Ship management i Danmark skal styrkes 

Her er skibsredernes nye ønskeliste til regeringen

Græsk rederiforening truer medlemmer med skatte-gabestok

Rederne: Flere fremmede skibe bør drives fra Danmark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også