Syrien og Libyen giver dobbelt hovedpine

Oliemarkedet er igen begyndt at frygte for forsynings-sikkerheden. Mens et amerikansk angreb på Syrien synes at nærme sig, er olieprisen steget ganske mærkbart de seneste dage.
AF RITZAU FINANS

Oliemarkedet er igen begyndt at frygte for forsyningssikkerheden. Mens et amerikansk angreb på Syrien synes at nærme sig, er olieprisen steget ganske mærkbart de seneste dage. Det skyldes ikke mindst bekymring for, at konflikten spreder sig. Det vurderer Nordea.

Således ligger Syrien tæt på det olieproducerende Mellemøsten, der står for omkring 33 pct. af verdens olieproduktion, 36 pct. af den globale oliehandel og næsten halvdelen af verdens kendte oliereserver.

"En potentiel afsmitning fra Syrien til resten af regionen kunne få katastrofale konsekvenser for oliemarkedet , men vi anser den nuværende risiko for , at konflikten spreder sig til nabolandene som lav," konstaterer chefanalytiker i Nordea Thina Margrethe Saltvedt i et notat.

Prisen på en tønde nordsøolie, Brent, steg tirsdag med 3,3 pct. og yderligere med 2 pct. onsdag til 116,6 dollar.

Nordea vurderer, at de stramme fysiske markedsvilkår på oliemarkedet kan have ført til en prismæssig overreaktion og sendt risikopræmien højere op, end sandsynligheden for en spredning af konflikten umiddelbart synes at kunne bære.

Et "arabisk efterår" kan aflive opsvinget 

På den anden side er der stadig rum for stigninger, hvis USA og dets allierede gør alvor af truslerne om at gennemføre en militær aktion mod Syrien.

"Et potentielt militærangreb mod Syrien kunne presse olieprisen 5-10-15 dollar pr. tønde højere uden yderligere afbrydelser i regionens olieproduktion. Og eskalerer konflikten til at blive en regional konflikt, der involverer de store olieproducerende lande - hvilket vi ikke forventer - er kun himlen grænsen for olieprisen," mener Thina Margrethe Saltvedt.

Syrien er i øvrigt ikke oliehandlernes eneste hovedpine. Også den seneste tids uro i Libyen har gjort indtryk på markedet. Landets nationale olieselskab har erklæret force majeure for eksporten af råolie fra en lang række havne, og selve olieproduktionen vurderes de seneste tre dage, at have ligget under 200.000 dollar om dagen ifølge Bloomberg News. Det skal sammenlignes med over 1,4 mio. tønder om dagen i april og 1,6 mio. tønder om dagen inden opstanden mod Gaddafi.

Libyen stod for 1,7 pct. af verdens olieproduktion i 2012, og med den seneste udvikling i såvel Syrien som Libyen er det langt fra sikkert, at olieprisen er toppet, mener Nordea.

/RITZAU FINANS

Rederiforeningen: Dansk søfart klar til Syrien

Maersk følger spændt udviklingen i Egypten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også