Et "arabisk efterår" kan aflive opsvinget

Det økonomiske opsving kommer under pres, hvis krigen i Syrien breder sig, mener strateg.
AF JANNIK BRINCH, EPN

Det arabiske forår skal blive til et arabisk efterår, hvis økonomien skal tage større skade af krigen i Syrien.

Eller sagt på en anden måde: En amerikanskledet aktion i Syrien vil ikke alene være nok til at skubbe det spæde økonomiske opsving i den vestlige del af verden ud af kurs.

Det mener seniorstrateg i Nordea Henrik Drusebjerg, der peger på, at de voldsomme uroligheder i Syrien skal brede sig til de oliemæssigt langt mere betydningsfulde lande som eksempelvis Iran.

Markederne reagerer

Et klassisk reaktionsmønster med faldende aktiemarkeder og renter og stigende oliepriser vidner ellers i disse dage og timer om spændte markeder, der afventer en reaktion.

"Når Syrien får lov gøre finansielt væsen af sig, så er det, fordi man frygter, at det kan brede sig til andre lande," siger Henrik Drusebjerg.

Den syriske olieproduktion anslås til at være omtrent 130.000 tønder om dagen. Til sammenligning producerer Iran omkring 4 mio. og Irak 3,5 mio.

Derfor knytter økonomernes panderynker sig ikke alene til Bashar al-Assads styre, men i højere grad til de mulige scenarier, der kan udspille sig ved en optrapning i området.

Massakren i Egypten kan begrænse services ved Suez  

Hvad med russerne?

Hvordan vil eksempelvis Rusland, der er en stor olieeksportør og allieret til Syrien, reagere, og kan det give andre befolkninger i Mellemøsten inspiration til noget lignende?

"Hvis USA og andre lande går ind og hjælper oprørerne og afstraffer styret, så kan det måske inspirere andre befolkninger i Mellemøsten, hvor det arabiske forår har ulmet, men ikke er nået så langt. Det kunne være Bahrain, hvor nogle af Saudi Arabiens store olieledninger løber igennem," siger Henrik Drusebjerg.

Et opsving er på spil

I det hele taget vil det være stærkt problematisk for økonomien, hvis den mellemøstlige olieproduktion bliver ramt i større omfang.

"Det handler i høj grad om stigende oliepriser, og er der noget, der kan kvæle et opsving, så er det stigende oliepriser. Det rammer du og jeg og erhvervslivet på pengepungen, så det kan i yderste konsekvens være med til dæmpe eller helt aflive det økonomiske opsving, der er på vej i den vestlige verden," siger Henrik Drusebjerg.

Søger i sikker havn

Den udlægning af situationen møder opbakning hos Dansk formuepleje, men aktiestrateg Otto Friedrichsen slår dog fast, at også andre ting spiller ind på den nervøse rumlen hos investorerne.

"Usikkerheden omkring situationen i Syrien og Mellemøsten kombineret med svagere end ventede nøgletal fra det amerikanske boligmarked i starten af ugen er baggrunden for, at investorer i øjeblikket søger væk fra aktier mod obligationer og safe haven-valutaer.

Den aktuelle værdiansættelse samt fokuseringen på det amerikanske rentemøde i midten af september, samt en mulig aktivering af gældsloftet i oktober gør ikke situationen bedre," lyder det.

Leth: Ingen påvirkning af Suezkanalen

Militærkup rammer ikke shipping for nu

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også