Militærkup rammer ikke shipping for nu

Militærkuppet i Egypten kommer ikke til at have den store betydning for shipping på kort sigt. Men om et par måneder kan det se anderledes ud. Det siger Risk Intelligence til ShippingWatch.
Foto: Josef Polleross
Foto: Josef Polleross

Gårsdagens billeder fra Tahrir-pladsen har måske fået flere i shipping-industrien til at blive nervøse for, hvorvidt militærkuppet mod nu tidligere præsident Mohamed Morsi ville få indflydelse på shipping.

De kan ånde lettet op for nu, selvom det om et par måneder kan ændre sig, fortæller chefanalytiker Nis Leerskov Mathiesen fra Risk Intelligence, til ShippingWatch.

"På kort sigt kommer der ikke til at være nogen betydning for shipping, hverken i de egyptiske havne eller Suez-kanalen. Men hvis vi kigger tre måneder frem i tiden, kan vi godt være bekymrede for, at det vil betyde en øget destabilisering på grund af en optrapning af konflikten mellem den konservative islamistiske halvdel af befolkningen og den anden halvdel, som fik deres vilje, da hæren gik ind," siger Nis Leerskov Mathiesen.

Vurderingen bakkes op af en kilde, som Gulfship News har talt med, der informerer om, at alle havne samt Suez-kanalen er i normal drift, samt at hæren siden protesternes begyndelse d. 30. juni har sørget for at sikre vigtig infrastruktur.

Suez-kanalen under militærbeskyttelse 

Mulighed for uro

Konflikten mellem de to halvdele af befolkningen kan blusse op, alt efter hvordan den demokratiske proces kommer til at forløbe mod valget af en ny præsident.

"Et af de store politiske partier Al Nur har været ude og stille sig bag militæret, hvilket er positivt. Men hele det Muslimske Broderskab føler sig underløbet i den her sag og har historisk haft et meget problematisk forhold til hæren. Så de er selvfølgelig bekymrede for, om de bliver forfulgt igen," siger Nis Leerskov Mathiesen.

Og bliver det Muslimske Broderskabs frygt til virkelighed, kan det lede til uro og kriminalitet i kanalområdet, havnene og i sidste ende egentlige terror-angreb, hvis et oprør blusser op, vurderer han.

Global Risk Management skriver i dagens markedsbriefing, at fjernelsen af Mohamed Morsi kan få indflydelse på regionen omkring Egypten og dermed ramme olieprisen, som selskabet holder tæt øje med.

"Ekstreme jihad-grupper vil måske gå efter Suez-kanalen eller Suez-Middelhavspipelinen for at markere sig; det er en hændelse med lav sandsynlighed, men stor betydning. Med mindre uroen spreder sig til de omkringliggende lande (specielt Libyen), vil der være støtte til olieprisen, men den vil ikke ryge i vejret herfra," skriver Global Risk Management.

Nordea: Egyptisk uro kan skabe olieprishop 

Nis Leerskov Mathiesen mener dog, at Suez-kanalen er i temmeligt sikre hænder hos den egyptiske hær.

"Hæren har altid siddet meget tungt på kanalen og passet rigtig godt på den. Så længe de gør det, er alting relativt sikkert. En af de store problematikker er den politiske polarisering og i hvor høj grad, den vil påvirke hæren også. Der er dog ikke noget tegn på en polarisering af hæren, og hæren har altid haft en relativt stærk sammenhængskraft. Men man skal selvfølgelig ikke undervurdere, at der også findes fraktioner i den organisation," siger Nis Leerskov Mathiesen.

Militæret optrapper tilstedeværelse langs Suez kanalen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også