"Forskellige nationaliteter udfordrer dig"

Efter seks år i spidsen for Pacific Basin i Hongkong er Klaus Nyborg tilbage i København og i færd med at forberede en ny investeringsfond med base i Singapore. Han kan godt savne det internationale liv i Kina, fortæller han i et interview med ShippingWatch.
Foto: Bjørn Marcus Trappaud
Foto: Bjørn Marcus Trappaud
AF OLE ANDERSEN

Ved indgangen til 2012 måtte Klaus Nyborg træffe et valg. At forblive i Asiens shipping- og finanscenter Hongkong,hvor han sammen med ægtefællen og deres tre drenge havde tilbragt knap seks år i et af verdens største tørlastrederier, det børsnoterede Pacific Basin.

Først som viceadm. direktør og de sidste to år som adm. direktør. Eller vælge at vende tilbage til Danmark og København, hvor familien allerede var flyttet til.

Klaus Nyborg valgte det sidste. Professionelt var beslutningen ikke nem, og forude lå en ny og på flere måder uvis karriere for den nu 49-årige shipping- og finansmand, der med en uddannelse som cand.merc.jur. fra Copenhagen Business School, London Business School og IMD havde taget turen gennem finansielle topposter i A.P. Møller – Mærsk og Torm.

"Det var svært. Hongkong er fristende. Men vores ældste dreng havde nået en alder, hvor vi måtte træffe et valg om at holde ham ude i en lang periode, og hvad med de to næste i rækken, når de når teenagealderen? Hongkong er et fantastisk sted, men det har også logisk sin begrænsning ved, at der ikke er så mange udfoldelsesmuligheder. Det kan blive et lidt organiseret liv for børn. Her har Danmark noget at tilbyde, en meget stor grad af uafhængighed og frihed. Hongkong er New York i asiatisk udgave. I højt gear og med en særlig og meget dynamisk cando-mentalitet lige på dørtrinnet til Kina, hvor man er tæt på en meget spændende udvikling. At være i Hongkong og arbejde i en international organisation med mange forskellige nationaliteter er en stor udfordring, og det udfordrer én mere end at være i en dansk virksomhed. Det savner jeg. Også i dag," fortæller Klaus Nyborg.

Klaus Nyborg bag ny kapitalfond i shipping 

Ledelseserfaring i metermål

Han har med sine egne ord hentet ledelseserfaring i metermål i Hongkong, hvor han skulle håndtere en af de mest internationale organisationer i shipping med 30 nationaliteter og alene på hovedkontoret 17 nationaliteter. Rederiet ejer og opererer godt 200 skibe primært i handysize og handymax-tørlast, men har i de senere år og fra grunden også opbygget fra en meget succesrig havne- og projektbugserings-virksomhed i Australien, der betjener olie- og mineindustrien.

Foto: Bjørn Marcus Trappaud
Foto: Bjørn Marcus Trappaud

"En mindre heldig investering var dog købet af roro-skibe, der blev bygget på Lindøværftet, hvoraf det sidste også blev det sidste kommercielle skib, før portene desværre lukkede på værftet. Men de dårlige investeringer tæller jo desværre med og giver erfaring, og til gengæld fik vi solgt en stor del af tørlastflåden i de glade år frem til 2008, og selskabet står i dag meget sikkert," siger Klaus Nyborg.

Efter et år som pendler mellem København og Hongkong, som i kraft af især Kina og ikke mindst det statskontrollerede Cosco har et skibsregister større end Singapore, var de sidste flyttekasser knap tømt, da Klaus Nyborg trådte ind i bestyrelsen i D/S Norden, der til dels opererer i samme segment som Pacific Basin i Hongkong.

"Norden ligner jo på mange måder Pacific Basin i tankesæt, forretningsmodel, størrelse og styrke og ikke mindst et selskab og er en flok mennesker med købmandskab, gode solide værdier og holdninger, der har gjort overgangen nem. Så jeg håber at være en god sparringspartner for selskabet og bestyrelsen og kunne bidrage til fortsat at udvikle Norden."

Professionelt bestyrelsesmedlem

Senere i oktober samme år indtrådte Klaus Nyborg i bestyrelsen i en af Danmarks største virksomheder målt på omsætning, A/S United Shipping & Trading Co Ltd. (USTC) som næstformand for bestyrelsen og i koncernens shippingrelaterede virksomheder Bunker Holding og tankrederiet Uni-Tankers. Her sidder Klaus Nyborg blandt andet sammen med Peter Frederiksen, tidligere A.P. Møller – Mærsk, i dag medlem af direktionen i containerrederiet Hamburg Süd, og Torben Janholt, forhenværende topchef i J. Lauritzen.

"Det har været en fornøjelse at indtræde i USTC-koncernens bestyrelser. Gruppen udvikles på alle leder og flot at se en ejer, Torben Østergaard-Nielsen, der bestemt har appetit og lyst til at fortsætte den imponerende udvikling, gruppen har gennemgået i de senere år. Der er mod og mandshjerte, men ikke mindst købmandskab i alle hjørner af forretningen. Herligt."

Med andre ord ligner Klaus Nyborgs fortsatte erhvervskarriere den, der karakteriseres som professionelt bestyrelsesmedlem.

Foto: Bjørn Marcus Trappaud
Foto: Bjørn Marcus Trappaud

"Jeg har været privilegeret og fået relativt mange poster hurtigt efter min fratræden i 2012 i Hongkong. Og de er ved at blive indarbejdet. Jeg skal sikre, der er fornøden tid til alle. Men indtil videre ingen problemer. Så støvet skal lægge sig, før jeg søger flere. Af hensyn til mig selv og ikke mindst selskaberne. Men der er væsentlige hjørner af shippingindustrien, hvor jeg stadig har erfaring, hvor jeg kan gøre nytte," siger Klaus Nyborg.

Det sidste halve år har han også været bestyrelsesformand i selskabet Bawat.

"Et meget spændende selskab med et stort potentiale inden for rensning af ballastvand. Bawat er efter min vurdering et ganske unikt system til behandling af ballastvandsproblemet. Vi er ganske langt fremme og er ved at gennemføre testforsøg under overvågelse af et af de ledende klassifikationsselskaber. Vi har nu i eget regi testet systemet i to år, er fortrøstningsfulde og forventer, at vi har et godkendt og certificeret system primo 2014. Vi er blevet taget godt imod af en række rederier, der kan se store fordele ved at systemet er baseret på kendte teknologier, der har været anvendt til søs i mange år."

Tiden i Mærsk

Klaus Nyborg har i sin erhvervskarriere tilbragt 12 år i A.P. Møller – Mærsk, fra 1990-2002, og han sluttede som finansdirektør (CFO) i Maersk Logistics efter udstationering i Singapore. Forinden knap fem år i det dengang yderst centrale direktionssekretariat på Esplanaden i København.

"Det var en slags mesterlære. En fabelagtig periode, der lagde grunden til meget af det, jeg har beskæftiget mig med siden," siger Klaus Nyborg:

"A.P. Møller - Mærsk lærte mig disciplinen, analysen, grundigheden, ydmygheden og det internationale. At investere ud fra Hr. Møllers simple, men ikke desto mindre rigtige ord: "You can take a risk but you can't risk your company". Det er en god syretest, hver gang man skal sætte pen til papir. Et selskab med så stærke værdier, at de ikke behøvede at være på tryk, men også gennemsyret af de rette. Selv som ung var det nemt at agere, for der var ingen gråzone for, hvordan man skulle agere. Så er det langt nemmere, når man er i felten. Og i sidste ende også langt mere effektivt, fordi man ikke tøver med, hvad der er rigtigt for selskabet."

Klaus Nyborg forlod A.P. Møller - Mærsk i 2002 for at blive finansdirektør i Torm. En periode, der skulle vare i fire år:

"Det var en mulighed for at deltage i et selskab, hvor købmandskabet var i højsædet. Og vi fik gjort meget i løbet af få år, omend det daværende ejerskab var bekymrende (den forhenværende græske hovedaktionær Gabriel Panayotides, red.). Det var en meget væsentlig del af begrundelsen for mig, da jeg søgte tilbage til Asien, og i mit tilfælde Hongkong.”

Den danske shippingskole

Fra sin base i København kan Klaus Nyborg efter seks år i Hongkong konstatere, at Danmark helt overordnet har ændret sig og forbedret sig i en mere international retning. En fornemmelse af, at Danmark i dag er langt mere international end tidligere, hvor der oftere tales ikke-dansk, og hvor udlændinge af den årsag føler sig mere velkomne. Som shippingnation har Danmark i særlig grad udviklet sig i kraft af en bredt funderet uddannelse og med A.P. Møller – Mærsk som den helt store drivkraft i tiltrækningen af de dygtigste hoveder:

"Danmark har en langt mere formaliseret uddannelse, end vi ser i andre lande. Det gør en stor forskel og har betydet, at Danmark tiltrækker mange og dygtigere kommercielle folk, end man er i stand til på andre lokationer, fordi shipping har haft højere status herhjemme. Ikke mindst på grund af Mærsk og i stigende omfang andre af de større rederier, som resten af industrien har nydt godt af. Derfor ser vi også, at der virkelig sidder mange danskere rundt om i verden, som har været interessante for udenlandske redere at tiltrække. Rederiverdenen i mange lande har gennem årene forsømt at uddanne deres egne folk. Især da boomet kom, og da der blev kontraheret mange skibe, var det ikke tilstrækkeligt understøttet af, at der var velkvalificerede folk til rådighed."

Interviewet med Klaus Nyborg er en del af ShippingWatchs magasin, som udkommer i dag i 3.000 eksemplarer til aktører i den maritime industri.

Klaus Nyborg bag ny kapitalfond i shipping

Klaus Nyborg bliver ny næstformand i Norden

USTC: Nu matcher vi de store konkurrenter

USTC indsætter topfolk for at øge vækst i olie og skibe 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også