Klaus Nyborg bliver ny næstformand i Norden

Alison Riegels trækker sig fra posten som næstformand i rederiet Norden, og som afløser foreslog bestyrelsesformand Mogens Hugo Jørgensen, at Klaus Nyborg forfremmes til posten. Klaus Nyborg blev efterfølgende valgt, da bestyrelsen konstituerede sig.
Det fremgik af Mogens Hugo Jørgensens beretning fra Nordens generalforsamling onsdag.
"Alison Riegels, der repræsenterer vores største aktionær, A/S Motortramp, og som har været med i bestyrelsen siden 1985, har meddelt mig, at hun ønsker at træde tilbage som næstformand. Jeg vil gerne takke Alison for den store indsats, hun gennem årene har leveret som næstformand, og glæder mig over, at Alison ønsker at fortsætte som medlem af bestyrelsen," sagde Mogens Hugo i sin beretning på Nordens generalforsamling onsdag.
66-årige Alison Riegels har, som nævnt af formanden, siddet i bestyrelsen i 28 år og var ifølge Nordens indkaldelse på valg ved årets generalforsamling. Af indkaldelsen fremgik det dog ikke, at hun ønskede at stoppe som næstformand.
Klaus Nyborg, der har en fortid som chef for rederiet Pacific Basin, blev valgt ind i Nordens bestyrelse ved generalforsamlingen i 2012.
I sin beretning fortalte Mogens Hugo desuden, at Norden nu har et mål om mindst 16 pct. aktionærvalgte kvinder i bestyrelsen - svarende til én - og tilstræber at øge andelen til 33 pct. - svarende til to - inden for de kommende fire år.
Norden: Overkapaciteten bliver reduceret
Relaterede artikler:
Norden: Vi har brug for flere kvinder
For abonnenter