DFDS giver ultrakort deadline til P+S Werften

Tiden er ved at rinde ud for det betalingsstandsede tyske værft P+S Werften, der ligger inde med to ufærdige DFDS-skibe. Nu ønsker DFDS CEO Niels Smedegaard en afklaring.
AF TOMAS KRISTIANSEN

Den voksende usikkerhed om fremtiden for det tyske Østersøværft P+S Werften Stralsund får nu DFDS til at afstikke en ultrakort deadline, hvis værftet stadig vil gøre sig håb om at færdigbygge de to ro-ro skibe til det danske rederi til næsten en milliard kroner. DFDS er kommet i klemme pga. det økonomiske kollaps i værftet, der betyder, at byggeriet af de to fragtskibe er gået helt i stå, men rederiet holder alligevel en dør åben for, at det tyske værft kan færdiggøre skibene, som er specialdesignede til det tyske og danske militær. DFDS CEO, Niels Smedegaard, erkender dog, at tiden er ved at rinde ud, og at der bør ligge en afklaring for værftet inden for den næste måned. Ellers må DFDS vælge en anden løsning.

”Vi skal senest have en afklaring inden jul. Vi håber meget, at det lykkes, men risikoen for, at det ikke bliver til noget, er stor,” siger Niels Smedegaard til ShippingWatch.

Læs mere om DFDS - få ShippingWatchs nyhedsbrev gratis i 40 dage

Efter at værftet gik i betalingsstandsning i august, ophævede DFDS egenhændigt kontrakterne på i alt 950 mio. kr., hvoraf de 430 millioner skulle være investeret i år. I stedet har DFDS måtte afskrive 25 mio. kr. i sit regnskab for 2012 på engagementet, som rederiet vurderer, kan dække de samlede tab. P+S Werften skylder mere end en halv milliard Euro til sine kreditorer, frem for alt den tyske Norddeutsche Landesbank. Der har efter sigende været forhandlinger med interesserede investorer, men der er endnu ikke opnået en aftale, der kan bringe hele værftsgruppen videre. Niels Smedegaard lægger heller ikke skjul på, at det er kompliceret.

Ophævelse af kontrakter koster DFDS 25 mio kroner

”Hvis vi får en rekonstruktion af værftet, og de får den nødvendige kapital og know-how, der skal til, så vil vi godt sætte os ned og se, om der er en mulighed for, at de kan færdigbygge skibene. Vi har gjort vores position klar, og nu prøver de at se på, hvordan deres situation ser ud, men det er ganske kompleks for dem,” siger han.

Deadline for insolvente værfter 

DFDS´CEO vurderer samtidig, at processen med kunden, dansk og tysk forsvar, sandsynligvis må starte forfra, hvis de to færger ikke kan færdiggøres på Stralsund, som det oprindeligt har været aftalen.

”Der er tale om nogle specielle ting på skibene, som militæret gerne vil have, og det får man, når man nybygger det. Så det er klart, at hvis det her ikke bliver til noget, så må man sætte sig ned med kunden og se på, hvad de så ønsker. Skal det bygges på et andet værft? Vil de helt sløjfe det? Er der alternativer, fx tonnage, der kan modificeres til at opfylde kravene? lyder det fra Niels Smedegaard.

DFDS har en aftale med det tyske og danske militær i det såkaldte ARK-samarbejde om transport af udstyr på i alt seks skibe, hvoraf de strandede skibe på det tyske værft udgør de to.

Smedegaard: Gøteborg er helt afgørende for DFDS

DFDS-chef: Vi kan lide at købe op når det går lidt skidt

30 investorer interesseret i krakket tysk værft 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også