Holck kan selv løse indisk diplomatkrise

Den danske våbensmugler Niels Holck har selv tilbudt Indien at stille op i indisk domstol på neutral grund for at løse dansk-indisk krise, der i praksis har ramt store dele af dansk erhvervsliv, herunder shippingindustrien. Ifølge Politiken er der diplomatiske bestræbelser på at komme Indiens regering i møde.
Foto: Manish Swarup
Foto: Manish Swarup
AF JAKOB NIELSEN, JOHN HANSEN og SOFIE SYNNØVE HERSCHEND, POLITIKEN

Våbensmugleren Niels Holck, som kastede 4 ton våben ned over den indiske delstat Vestbengalen i 1995, der er parat til at stå til regnskab ved en indisk domstol - bare ikke i selve Indien.

Tilbuddet er blevet overbragt til Indiens regering via private kanaler inden for de seneste 14 dage.

Det er kulminationen på hidtil hemmeligholdte diplomatiske bestræbelser over det seneste år fra Niels Holck og hans advokat, Tyge Triers, side på at medvirke til at løse den voksende krise mellem Indien og Danmark.

Shipping mærker diplomatisk krise mellem Danmark og Indien 

Krisen blev udløst, da Østre Landsret i juni i fjor sagde nej til at udlevere Niels Holck til en retssag i Kolkata.

Forud havde Byretten i Hillerød også afvist udleveringen, og da Rigsadvokaten valgte ikke at søge spørgsmålet indbragt for Højesteret, var sagen slut: Indien kunne ikke få Holck med hjem til en retssag.

Krisen optrappet

Indien lagde både den danske regering og danske virksomheder på is, og siden er krisen optrappet måned for måned.

Niels Holck afslører nu over for Politiken, at han gennem et år har været involveret i hemmelige diplomatiske bestræbelser i et forsøg på at komme den indiske regering i møde.

»Det er sket ad diplomatiske og forretningsmæssige kanaler. Jeg har først tilbudt inderne at stille op til en afhøring og senest at lade en indisk domstol gennemføre en retssag mod mig på neutral grund«, siger Niels Holck.

Hvorfor?

»Hvis inderne havde taget afgørelsen til efterretning, havde jeg nok også stoppet der. Det vigtigste for mig er at forsøge at medvirke til at få bilagt konflikten«.

Er danske myndigheder involveret?

»Det kan jeg for nuværende ikke udtale mig om, da de, der har været involveret, har lovet hinanden fortrolighed«.

Øget pres på Danmark

Ifølge Politikens oplysninger er tilbuddet formidlet via en privat organisation med indsigt i indiske forhold via Indiens ambassadør i Danmark, som har forelagt det for Indiens indenrigsminister.

Indien har ikke svaret Niels Holck på hans tilbud, men mandag meddelte den indiske regering, at man vil »forøge presset« på Danmark og »undersøge forskellige muligheder« for at komme videre i sagen - herunder at gennemføre retssagen på Indiens ambassade i København.

»Det kan undre, at den indiske regering vælger at offentliggøre elementer af fortrolige forhandlinger, som fra vores side er tænkt skal føre frem til en retssag. Det kunne ligne et forsøg på at sabotere en løsning«, mener Niels Holck.

Ifølge avisen Times of India vil forslaget om en retssag på Indiens ambassade »sandsynligvis blive formelt forelagt for den danske udenrigsminister, Villy Søvndal, under hans snarlige besøg i Indien«.


Over for Politiken afviser Søvndal, at han har et besøg i Indien i sin kalender:

»Men jeg er parat til at pakke kufferten, hvis det kan hjælpe. Den her konflikt er uheldig både for Danmark og Indien, og derfor vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at den bliver løst«.

Forslaget vil han ikke kommentere, men henviser til justitsminister Morten Bødskov (S), som afviser at udtale sig.

DI: Nu mærker vi indisk diplomatkrise  

Danmark på listesko i indisk diplomatkrise 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også