DI: Nu mærker vi indisk diplomatkrise

Danske virksomheder med interesser i Indien mærker nu over en bred front indernes skuffelse over Danmarks manglende udlevering af Niels Holck. Vi kan godt være bekymret for, at situationen udvikler sig," siger chefkonsulent Ole Christensen, DI.
Foto: Anna Klitgaard / Jyllands-Posten
Foto: Anna Klitgaard / Jyllands-Posten

Den diplomatiske krise mellem Indien og Danmark har hen over sommeren bredt sig og får konsekvenser for danske virksomheder, der må vente i ugevis på at få udstedt visum til landet. Det bekræfter chefkonsulent Ole Christensen fra erhvervsorganisationen DI over for ShippingWatch.

Hvad der begyndte som en ren diplomatisk krise på politisk niveau sidste sommer, har dermed bredt til erhvervsinteresser, bla. til flere danske rederier.

"Det er først i løbet af de seneste måneder, vi er begyndt at mærke den diplomatiske krise. Hen over sommeren har vi fået de første klare indikationer af, at det er blevet mere besværligt at få et forretningsvisum. Det er ikke umuligt at få et visum, men hvad der tidligere har taget tre dage, varer nu 3-4 uger. Så det er blevet mere besværligt," siger Ole Christensen:

Situationen kan udvikle sig

"Vi har ikke oplevet, at nogen virksomheder har fået aflyst ordrer med henvisning til denne her krise. Men vi kan selvfølgelig godt være bekymret for, at situationen udvikler sig og får videre konsekvenser. Det vil være rigtig ærgerligt i betragtning af, hvor vigtig Indien er i forhold til vores erhvervsinteresser," siger Ole Christensen, der erkender, at situationen synes noget fastlåst.

ShippingWatch beskrev tidligere torsdag, at også Danmarks Rederiforenings medlemmer i stigende grad mærker Indiens reaktion på Danmarks manglende udlevering af den danske statsborger Niels Holck, som i 1995 deltog i nedkastning af våben over Vestbengalen. Sidste sommer afviste Østre Landsret at udlevere Niels Holck til retsforfølgelse i Indien med henvisning til, at der er fare for, at han vil blive udsat for tortur.

Siden har Indien i protest bl.a. nedtonet behandlingen af ansøgninger om visum fra Danmark, og har officielt opsagt en aftale om visumfrihed for danske diplomater og de indiske myndigheder, ligesom Indien overfor den danske ambassadør i New Delhi har gjort klart, at man fra indisk side derudover vil nedprioritere samarbejdet i den officielle dansk-indiske fælleskommission (hvor en række danske fagministerier også er repræsenteret), som den danske og indiske udenrigsminister lancerede i december 2010.

Man har fra indisk side endvidere gjort klart, at alle henvendelser fra den danske ambassade til indiske myndigheder fremover skal gå gennem det indiske Udenrigsministerium.

Shipping mærker diplomatisk krise mellem Danmark og Indien 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også