ShippingWatch

Investeringsbank tror på flere milliard-opjusteringer fra Maersk ovenpå rateboom

Maersk har på grund af stigende efterspørgsel og volumener opjusteret forventningerne til hele 2021. Jefferies tror på, at verdens største containerrederi har flere opjusteringer i vente på grund af rateboom. Opdateret.

Foto: Jens Hartmann Schmidt

Maersk er kommet godt fra start i 2021 og opjusterer forventningerne til hele årets indtjening med flere milliarder dollar.

Det meddelte containerrederiet mandag aften.

Der ventes nu et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 13-15 mia. dollar mod tidligere 8,5-10,5 mia. dollar. Det svarer til en opjustering på 4,5 mia. dollar målt på midtpunktet i de to intervaller.

Men den amerikanske investeringsbank Jefferies tror på, at verdens største containerrederi har flere opjusteringer i posen på grund af kraftigt stigende fragtrater.

Vi vurderer, at der fortsat kan være mulighed for et løft af forventningerne

David Kerstens, aktieanalytiker hos Jefferies.

"Vi vurderer, at der fortsat kan være mulighed for et løft af forventningerne, da fragtraterne kører et godt stykke over forventningerne", skriver Jefferies-analytiker David Kerstens i en kommentar til opjusteringen.

Sådan lyder vurderingen fra amerikanske Jefferies, der også allerede inden mandagens opjustering havde varslet, at både Mærsks egne forventninger og konsensus var alt for lavt.

Han påpeger, at en stigning på 5 pct. i fragtraterne vil give yderligere omtrent 1,3 mia. dollar til driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA).

Stigende efterspørgsel og manglende containere

Mærsk venter nu efter opjusteringen mandag et driftsoverskud (EBITDA) på 13-15 mia. dollar mod den tidligere forventning om 8,5-10,5 mia. dollar.

I første kvartal fik rederiet et driftsoverskud EBITDA på 4 mia. dollar, viser foreløbige regnskabstal fra rederiet.

Omsætningen landede i første kvartal på 12,4 mia. dollar og driftresultatet, EBIT, blev 3,1 mia. dollar.

"Det gode resultat skyldes primært den særlige markedssituation med stigende efterspørgsel og dermed knaphed i forsyningskæderne og mangel på material (containere) til følge. I første kvartal 2021 steg voluminer i Ocean med 5,7 pct. og gennemsnitsraterne med 35 pct. i forhold til sidste år," skriver Maersk i meddelelsen.

Maersk hæver desuden sine forventninger til EBIT til 9-11 mia. dollar, mens forventningen til det frie cash flow bliver hævet til mindst 7 mia. dollar mod tidligere over 3,5 mia. dollar.

Skruer op for investeringsprogram

Endelig regner Maersk nu med kapitaludgifter, CAPEX, på cirka 7 mia. dollar, hvor forventningen tidligere lød på 4,5 til 5,5 mia. dollar, hvilket skyldes "højere omkostninger til indkøb af yderlige containere for at imødegå den nuværende knaphed i forsyningskæderne, forbedre servicepålideligeheden i Ocean, samt organisk vækst i Logistics & Services".

Maersk forventer nu, at den globale efterspørgsel kommer til at vokse 5-7 pct. mod tidligere 3-5 pct., men selskabet understreger, at der stadig er tale om stor usikkerhed.

"Handelsvilkårene for de kommende kvartaler er fortsat påvirkede af en højere end normal volatilitet grundet potentielle ændringer i det nuværende efterspørgselsmønster, knaphed i forsyningskæderne og mangel på materiel, som kan påvirke short-term container raterne," fremgår det af meddelelsen.

Boom på containermarkedet fortsætter

Maersks opjustering af resultaterne falder i tråd med, hvad andre konkurrenter og aktører oplever ske på et boomende containermarked.

Senest har containerrederiet Orient Overseas Container Line, OOCL, leveret en voldsom fremgang i første kvartal i år.

Her voksede omsætningen med hele 96 pct. til 3,01 mia. dollar, mens den samlede volumen blev øget med 23,8 pct.

Den markante fremgang er drevet af den tårnhøje efterspørgsel i containermarkedet, hvor flaskehalse og lageropbygning især i USA har ført til kapacitetsmangel.

En situation, der kun blev forstærket af blokeringen af Suez-kanalen i slutningen af marts, hvor skibet Ever Given sad fast i næsten en uge.

Samtidig har fragtraterne været sendt voldsomt i vejret i den sidste del af 2020 og den første del af 2021, fordi kapaciteten ikke har kunnet følge med efterspørgslen.

Containerindustrien kan forvente et glohedt marked i mindst to år endnu, sagde den store skibsejer af containerskibe, MPC Container Ships, til ShippingWatch i går.

(Opdateret med bl.a. citater fra Jefferies den 27. april 2021 kl. 7.41)

Topchef ser "rygende varmt" containermarked vare mindst to år endnu 

OOCL fordobler omsætningen i første kvartal 

Jefferies ser Maersk tjene 90 mia kr i 2021  

 

 

Mere fra ShippingWatch

Tradelens håber snart at få store Maersk-rivaler endeligt ombord

Hapag-Lloyd og ONE glimrer ved deres fravær på den digitale platform Tradelens, selvom de for to år siden meddelte, at de ville gå med. "Vi er håbefulde om, at de meget snart vil tilslutte sig," siger Tradelens-chef Mike White. Hapag-Lloyd venter at træffe en endelig beslutning inden længe.

Scandlines henter ny topchef fra bryggeri

Scandlines skifter ud på topchefsposten. Efter mere end ti år i spidsen for rederiet stopper Søren Poulsgaard Jensen som adm. direktør. Afløseren er hentet i Royal Unibrew.

Maersk-satsningen Tradelens har taget hul på kinesisk udrulning

Maersk og IBM's digitale satsning Tradelens har allieret sig med statsejet kinesisk selskab om en udrulning i Kina for at få kinesiske importører og eksportører ombord. Kina er et kritisk marked for platformen, som der fra Esplanaden ventes klar vækst fra i år.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs