Olieforretningen blegner i ellers flot Maersk-regnskab

Mens næsten alle andre ben i A.P. Møller-Mærsk-koncernen oplever solid fremgang, lever olieforretningen ikke op til forventningerne.
Foto: Maersk Oil
Foto: Maersk Oil
AF THOMAS BO CHRISTRENSEN, ENERGIWATCH

Maersk Oil har ikke haft et godt kvartal. Det viser det netop aflagte regnskab fra A.P. Møller-Mærsk-koncernen. Divisionen kan hverken leve op til sidstes års resultat eller produktion og skuffer samtidig analytikernes og selskabets egne forventninger. Oilieproduktionen lander således kun på 229.000 tønder olieækvivalenter pr. dag. Det er godt nok en anelse bedre end sidste kvartal, men stadig fem pct. lavere end i samme periode sidste år, hvor tallet lød på 240.000 og også lavere end analytikerestimatet på 241.000.

Omsætningen lander på 12.449 mio. kr., mens resultatet i divisionen (NOPAT) lyder på 1.059 mio. kr. - det dårligste siden 2009.

Maersk Oil: Ny forskning vil levere mere olie om få år 

Samtidig forventer Maersk Oil nu, at produktionsandelen for 2013 bliver omkring 235.000 tønder olieækvivalenter pr. dag mod tidligere 240.000-250.000.

"Dette skyldes delvis den forventede højere gennemsnitlige oliepris for året på USD 108 pr. tønde, hvilket medfører en mindre produktionsandel i Qatar, og delvis forsinkelser i El Merk i Algeriet og Gryphon FPSOen i Storbritannien. Den tidligere forventede gennemsnitlige oliepris for året var USD 104 pr. tønde," skriver selskabet.

"Den forventede lavere produktionsandel for 2013 sammenlignet med sidste år (257.000 boepd) skyldes en naturlig produktionsnedgang i modne aktiver og en mindre ejerandel i Danmark," lyder det videre.

"Meget svagt"

Udviklingen skuffer Jacob Pedersen, analytiker i Sydbank, som dog siger:

"Oil er meget svagt, må man sige, men det er ikke stort nok til at ødelægge det samlede billede. Vi har en klar fornemmelse af, at tingene skal blive bedre herfra," udtaler han til Ritzau Finans.

Alligevel var det den lille stigning fra andet kvartal af 2013 - hvor olieproduktionen lå på 226.000 tønder olieækvivalenter pr. dag - til tredje kvartal, som topchef Nils Smedegaard Andersen fremhævede på en netop overstået telekonference.

"Olieproduktionen er stabiliseret i forhold til Q2. Vi har stadig selvfølgelig en tilbagegang i forhold til Q3 (2012, red.). Men der er en lille vækst, der kunne have været lidt større, men en højere oliepris gør, at vores andel af produktionen i Qatar bliver en lille smule lavere, end hvad vi havde regnet med," lød det fra topchefen, der fortsatte:

"Vi forventer, at den svage stigning vil fortsætte, men med nogle svingninger ind i 2014."

Maersk Oil bekræfter leje af to Qatar-rigge 

Maersk præsenterer Sverdrup-plan i december 

 

 

 

 

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også