Er kapitalfondene ved at give ejerskabet af shipping videre?

Er de seneste ejerskifte i Unifeeder, Nordic Tankers og Hafnia Tankers et tegn på, at kapitalfondene er på vej væk fra shipping efter dyrkøbte erfaringer? Ikke nødvendigvis, lyder det fra flere. ShippingWatch giver overblikket over nogle af de seneste års transaktioner.

De tre danske rederier Nordic Tankers, Unifeeder og Hafnia Tankers har en form for fælles skæbne.

Alle tre rederier er inden for de seneste år gået fra at være helt eller delvist ejet af en kapitalfond til at være ejet af en industriel spiller. Senest var det Nordic Tankers, som kapitalfonden Triton skippede afsted til MOL Chemical Tankers tidligere på måneden – et år efter, at kapitalfonden havde skilt sig af med Herning Shipping.

Tidligere i 2018 – mellem Tritions to frasalg – var det kapitalfonden Nordic Capital, der efter fem års ejerskab solgte Unifeeder for 5 mia. kr. til den store Dubai-baserede terminaloperatør DP World.

Og før det havde bl.a. Blackstone, der er en af verdens største kapitalfonde, solgt sin del af produkttankrederiet Hafnia Tankers til den store shippinggruppe BW Group, som sidenhen har fusioneret Hafnia Tankers med BW Tankers.

Endelig måtte Oaktree Capital lave en hård opbremsning og trække stikket på mulitpurpose-rederiet Hansa Heavy Lift i december 2018 efter at have ledt forgæves efter en køber i længere tid.

Frasalgene kommer på et tidspunkt, hvor det er 5-7 år siden, at en massiv bølge af kapitalfondene gjorde deres indtog i shipping og især i tank. Imellem 2011 og 2014 var kapitalfonde involveret i investeringer i produkttanksektoren 21 gange, hvorimod der under og efter kriseårene i 2008-2010 kun flød kapital fra fondene til produkttanksektoren i tre tilfælde, viser tal fra advokatfirmaet Seward & Kissel.

Som hovedregel har fondene en investeringshorisont på i gennemsnit seks år, hvilket ifølge flere kilder, som ShippingWatch har talt med, er en naturlig forklaring på de seneste frasalg.

Andre kilder ser kapitalfondenes frasalg som et udtryk for, at de for nuværende er på vej ud af tankmarkedet efter nogle hårde år, hvor markedet i flere segmenter har været præget af for mange skibe og lav indtjening. Og dermed en dårlig forretning af fondenes kapital.

Fonde investerer i infrastruktur

Mens flere kapitalfonde har solgt ud af tankerederier, har andre i stigende grad kastet deres kærlighed og milliarder efter enkelte skibe og færgerederier.

Trenden med at købe enkeltaktiver som skibe har stået på i nogle år og drives på dansk jord af især Mærsk-familiens Navigare og Celsius Shipping, men tager til i styrke i disse år, lyder vurderingen fra partner og leder af shippingafdelingen hos Gorrissen Federspiel, Peter Appel.

"Vi har set en omfattende aktivitet blandt fonde, der investerer i enkeltaktiver, altså skibe. Appetitten på at investere i enkeltaktiver er simpelthen blevet større fra fondene," siger Peter Appel.

Ved at investere i enkelte skibe kan investorerne ride med på bølgen, når værdierne stiger, mens investeringerne samtidig har en bund, eksempelvis stålværdien. Samtidig er der tale om investeringer, der vurderes at være bedre sikret mod politiske risici. Navigare gik eksempelvis for nylig ind i LNG-sektoren med en ordre på et nyt, stort gasskib.

Den anden trend, der ifølge Appel tegner sig, er kapitalfondenes investeringer i færgerederier. Her kan nævnes den australske infrastrukturfond 3i's køb af Scandlines og salget af Molslinjen til Polaris Equity.

"Mange af de investeringer, vi har set på det seneste, er fra infrastrukturfonde. Det kan være havne eller færgedrift, og der ser vi fondene komme ind i markedet," siger Peter Appel.

Appel vurderer, at investeringerne i færgerederierne sker, fordi det betragtes som infrastrukturinvesteringer, som anses for at være mindre risikable.

For han er overbevist om, at kapitlfondene er kommet for at blive i shipping.

"Det skaber en dynamik i markedet med flere transaktioner gennem den kapital, der kommer ind via kapitalfondene. Den kapital gør, at man får et mere aktivt marked, og får værdiansættelserne frem. Det forstærker markedet."

Internationale investorer holder igen

Fra sit kontor på Manhatten i New York peger analytiker Basil Karatzas, CEO for Karatzas Marine Advisors, derimod på, at kapitalfondenes investorer har en begrænset appetit på shipping.

"Hovedårsagen til det er, at udsigterne ikke er specielt lyse fremadrettet, og mange institutionelle investorer har gamle investeringer i shipping med negativ egenkapital, eller som minimum investeringer, der ikke har givet de forventede afkast," siger Basil Karatzas.

Da Triton i 2011 købte Herning Shipping og efterfølgende Nordic Tankers, var forventningen fra fonden et afkast på 25 pct. og et frasalg inden for syv år. Det sidste har fonden indfriet, mens det er mere uvist med afkastet – ikke mindst fordi prisen på både Herning Shipping og Nordic Tankers indtil videre er hemmelige. Både i 2016 og 2017 havde Herning Shipping eksempelvis underskud på mere end 70 mio. dollars.

Den seneste bølge af kapitalfondes frasalg i tank er ifølge Basil Karatzas et billede på, at markederne ikke har udviklet sig som forventet.

"Indtil nu har drejebogen fra kapitalfondenes investeringer i shipping ikke udspillet sig som forventet, idet markederne ikke har bedret sig som forventet. Og med fondenes typiske femårige investeringshorisont bliver de på et tidspunkt nødt til at exitte deres investeringer," siger han, men slår samtidig fast, at det ikke er et udtryk for, at kapitalfondene generelt trækker sig ud af shipping.

Hård opbremsning i markedet

Så sent som i sidste uge lød samme melding fra en række shippingtopchefer på Marine Moneys London Forum. De seneste 6-9 måneder har således budt på en decideret hård opbremsning blandt investorerne, som har vist betydelig mindre interesse for shippingsektoren end for blot et år siden.

"Kapitalmarkedet har ikke udviklet sig positivt for shipping. Investorerne ser en masse politiske risici foran sig, så det ser ikke så kønt ud," lød det fra Torms CEO, Jacob Meldgaard.

Basil Karatzas ser samtidig en anden trend: Nemlig at kapitalfonde går fra at investere i egenkapital til at yde lån til shippingselskaber i takt med, at de traditionelle banker har trukket sig fra sektoren de seneste år. Et eksempel på det er Oaktree, der har stiftet selskabet Fleetscape Capital, som er en alternativ lånegiver. Selskabet har rejst 400 mio. dollars.

"Flere fonde, som plejede at investere i egenkapital, investerer nu i gæld og tilbyder lån til shipping," siger Basil Karatzas.

"Selvfølgelig er de meget dyre som lånegivere, men igen, så er det en anden måde for disse investorer at forblive aktive i shipping," siger han.

Shippingchefer: Investorerne har trukket sig

Så meget er shippingaktierne faldet i 2018

Kapitalfonden Altor kan se enden på ejerskabet af Wrist

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også