Så meget er shippingaktierne faldet i 2018

Shippingaktierne er faldet tungt i et år, hvor dårlige markeder fortsat presser flere segmenter, mens de positive udsigter for den globale vækst skrumper. Clarksons giver et overblik over de største fald og bedste aktier.
Foto: Arkivfoto/Colourbox
Foto: Arkivfoto/Colourbox

Shippingaktierne har taget et stort fald i 2018 indtil videre, hvor aktierne samlet set er gået tilbage med 11,7 pct., viser en ny opgørelse fra analysehuset Clarksons Platou.

Til sammenligning er de globale aktier på MSCI World indekset faldet med 4,46 pct. opgjort i dollars, viser tallene i skrivende stund. Det gælder især investorer i sektoren for maritime MLP, også kendt som master limited partnership eller midstream marine partnerskaber, som eksempelvis Golar LNG med John Fredriksen som investor, Teekay LNG Partners og Navios Maritime Partners.

Den maritime MLP sektor er ifølge Clarksons indtil videre faldet med 30 pct. i år, efterfulgt af container og tørlast med hver 19 pct. og LNG med et fald på godt 12 pct.

"Aktierne for råolietankere er stadig dem, der leverer bedst med en stigning på 8 pct. år til dato trods et fald på 5 pct. i sidste uge," skriver Clarksons.

De generelle tankaktier er faldet med 7,6 pct. år til dato.

Så meget er shippingaktierne faldet indtil videre i 2018, viser en opgørelse fra Clarksons Platou. | Foto: Clarksons Platou
Så meget er shippingaktierne faldet indtil videre i 2018, viser en opgørelse fra Clarksons Platou. | Foto: Clarksons Platou

I sidste uge faldt aktiermarkeder generelt med 1,5 pct., mens analysehusets shippingindeks i gennemsnit faldt med tre pct. Clarksons Platou peger på flere faktorer, der spiller ind på udviklingen for shippingaktierne.

De seneste måneder har en række af de toneangivende økonomiske institutioner som OECD og IMF skåret toppen af optimismen for den globale vækst, hvor den fortsatte handelskrig mellem USA og Kina er med til at bremse udviklingen. Nogle taler ligefrem om, at væksten har toppet for denne gang. Og det sætter sig i shippingaktierne, mener Clarksons Platou.

Samtidig hjælper udvidede rentesatser og et fald i priserne på råvarer ikke på situationen.

Tørlastaktierne med selskaber som Eagle Bulk, Golden Ocean, Scorpio Bulkers og Star Bulk faldt mest i denne uge med 5,4 pct. efter et kollaps i raterne for de største skibe, capesize, samt et generelt mere blødt aktiemarked. Hvor indtjeningen for to uger siden lå på 19.000 dollars om dagen, er den gennemsnitlige indtjening i øjeblikket er på 9.000 dollars om dagen med en rate på under opex på 5.500 dollars om dagen.

To usikkerheder for tank

For råolietankerne, hvis aktier har præsteret bedst indtil videre i året, ligger den underliggende indtjening efter flere måneders lavvande nu på et højt niveau med rater for de største supertankere tæt på 50.000 dollars om dagen. Alligevel er segmentet svækket efter forventningerne om, at Opec måske vil skære i produktionen af olie ved næste møde i december. Skærer Saudi Arabien i en halv mio. tønder olie om dagen, kan raterne for VLCC'erne falde til under 40.000 dollars om dagen.

"Den største usikkerhed for de fleste investorer er, om og med hvor meget Opec vil skære i produktionen til næste år," skriver Clarksons Platou, der selv ser en anden stor usikkerhed med sanktionerne mod Iran, og når de seneste dispensationer til otte lande udløber i maj 2019.

Udviklingen for råolieaktierne i sidste uge sammenlignet med ugen forinden. | Foto: Clarksons Platou
Udviklingen for råolieaktierne i sidste uge sammenlignet med ugen forinden. | Foto: Clarksons Platou

Zoomer man ind på produkttank ser udviklingen for raterne positiv ud med en stigning på hele 65 pct. for en transport af diesel fra Den Mexicanske Golf til Europa til 18.000 dollars om dagen, skriver Clarksons. Skal benzin fra Europa til New York tjener MR-skibene i øjeblikket 20.000 dollars om dagen.

Investorernes krav til rederierne ser ud til at stige i de kommende år, hvor især den globale miljødagsorden sætter sig hos investorerne. Blandt andet har Norges Bank, der administrerer verdens største investeringsfond Oljefondet, af flere omgange strammet kravene til shipping og offshore.

Pensionskasser graver efter guld på bunden af tankmarked 

Analytikere: Maersk-aktien er hårdt ramt af handelskrigen 

Hedgefonde skruer op for investeringer i shipping 

Ti analytikere udpeger taberne i shippingaktier 

Kapitalfonde forbereder deres exit fra tankrederier 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu