Danske Maritime går i dialog med kineserne

De danske maritime leverandører har fået etableret et dialogforum med kinesiske leverandører til den maritime industri. Handelsbarrierer bliver et af emnerne.

Danske producenter af maritim teknologi har etableret et nyt dialogforum, hvor de fremover uformelt kan drøfte muligheder og udfordringer med relevante kinesiske brancheorganisationer, oplyser Danske Maritime i en pressemeddelelse.

Målet er, at Kinas brancheforening CANSI sammen med foreninger fra andre førende europæiske maritime nationer under den fælleseuropæiske maritime organisation SEA Europe skal diskutere de emner, der har industriernes interesse.

"Kina er den danske maritime branches største marked i Asien, sammen med Sydkorea. Men til forskel fra Sydkorea, som vi gennem EU har en frihandelsaftale med til at lette på handelsbarrierer, møder danske udstyrsproducenter fortsat kinesisk statsstøtte og protektionisme, som desværre lader til at være i stigning, siger adm. direktør Jenny N. Braat, Danske Maritime.

Støtte til værfter

Danske Maritime peger på, at Kina i starten af september offentliggjorde navnene på 51 lokale værfter, som kan få statslige eksport- og bankkreditter, som en del af det nye 2020-program for landets maritime industri. Frem til udgangen af 2015 kan kinesiske rederier eksempelvis få støtte til at skrotte gamle skibe og købe nye, men kun hvis de nye skibe bliver bygget på kinesiske værfter. Ydermere har den kinesiske by Nantong introduceret sit eget program på 6,5 mio. dollars til støtte for den lokale skibsindustri, og der er indført årlige rabatter til værfter, der køber kinesiske udstyr.

"Kineserne har jo brug for vores knowhow og teknologi for at være konkurrencedygtige, det siger de åbent på møderne. Og de ved jo også godt, at vi har brug for Kina som marked. Man må jo ikke glemme, at 70-80 procent at verdens skibe i dag bliver bygget i Kina og Sydkorea. Det tager lang tid at få etableret en gensidig tillid og forhåbentlig opnå en fælles forståelse for, at fri handel er den eneste vej frem. Nu har vi et forum, hvor industrien kan tale frit og uformelt.

Det næste formelle møde i det ny dialogforum mellem CANSI og de europæiske maritime brancheorganisationer finder sted i november 2015 i Shanghai.

Danske Maritime vil klage til Kina over statsstøtte 

Kinesiske værfter hiver flere ordrer i land 

Ordrebøgerne på kinesiske værfter falder fortsat 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også