Panalpina løfter overskud med øget luftfragt

Den schweiziske DSV-konkurrent Panalpina havde fremgang i første kvartal, hvor luftfragt trækker op i resultatet, der omvendt er presset af et underskud i søfragt.
AF RITZAU FINANS

Schweiziske Panalpina havde fremgang i første kvartal, hvor stigende volumen og indtjening fra luftfragt trækker op i resultatet, der omvendt er presset af et underskud i søfragt.

Transport- og logistikkoncernen kommer ud af første kvartal med en omsætning på 1,41 mia. schweizerfranc (8,8 mia. kr.), hvilket er en stigning fra 1,28 mia. schweizerfranc (7,96 mia. kr.) i samme periode året før.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet en omsætning på 1,40 mia. schweizerfranc.

Fremgangen på toplinjen var med til at øge driftsoverskuddet, EBIT, som steg til 24,4 mio. schweizerfranc (152 mio. kr.) fra 16,6 mio. schweizerfranc (103,2 mio. kr.) året før. Analytikerne havde spået et overskud på 25,7 mio. schweizerfranc.

"Vi havde en opløftende start på 2018. Profitabiliteten per transporteret enhed steg i både luft- og søfragt. I søfragt havde vi stadig underskud, men det er reduceret fra sidste kvartal af 2017. Logistik medvirkede til det gode overordnede resultat med et solidt EBIT-overskud," siger Panalpinas administrerende direktør, Stefan Karlen, i en kommentar til regnskabet.

Volumenvækst i luftfragt

Volumenerne steg 3 pct. inden for luftfragt, hvilket var med til at løfte driftsoverskuddet til 26,9 mio. schweizerfranc fra 17,1 mio. schweizerfranc i de første tre måneder af 2017.

Til gengæld faldt volumenerne 4 pct. inden for søfragt, hvilket Panalpina blandt andet forklarer med tab af en stor kontrakt.

Panalpinas søfragtsdivision viste et minus på 5,8 mio. schweizerfranc i første kvartal mod et underskud på 3,2 mio. schweizerfranc i samme periode året før.

For 2018 som helhed venter Panalpina at kunne vokse mere end det generelle marked inden for luftfragt, mens selskabet forventer at tabe markedsandele på søfragtsdelen.

"Efterspørgslen efter luftfragt fortsætter med at være sund på globalt plan, og flyselskaberne er begyndt at øge priserne markant. Vi er nødt til at være meget disciplinerede og sende de prisstigninger videre til kunderne, når vi går ind i en sommersæson, der kan blive mere travl end normalt igen. I søfragt er vores kortsigtede fokus helt klart på at øge profitabiliteten," siger Panalpina-topchef Stefan Karlen i regnskabet.

DSV kommer med regnskab for første kvartal 1. maj.

Amerikanske Flexport vil bide skeer med DSV og Kuehne + Nagel 

DSV-formand ser "rigelig med muligheder" i nicher 

170 selskaber kæmper om at digitalisere shipping 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også