ShippingWatch

Amerikanske Flexport vil bide skeer med DSV og Kuehne + Nagel

Amerikanske Flexport går efter at mangedoble forretningen på få år i jagten på at blive en af verdens ti største speditører. ShippingWatch giver et indblik i en af de mest omtalte iværksættere i shippingindustrien.

Jan van Casteren er VP for Europe hos Flexport. Han var med til at etablere selskabets europæiske tilstedeværelse tilbage i 2016. | Foto: Flexport

Forventningerne fra investorerne er enorme og ambitionerne mindst lige så store hos amerikanske Flexport, der går efter at blive en af verdens ti største speditører på niveau med spillere som DSV, DB Schenker og Kuehne + Nagel.

Selskabet, der blev etableret af Ryan Petersen i 2013, er en af de mest omtalte iværksættere i shippingbranchen i en tid, hvor digitalisering og nye løsninger i shipping til lands og vands sætter dagsordenen flere steder.

I sidste ende investerede vores investorer ikke i et selskab, der skal blive en niche-speditør. Målet er at blive en top ti-spiller.

Jan van Casteren, VP for Europe, Flexport

Selv har Flexport fart på for at leve op til forventningerne, der har resulteret i en bemærkelsesværdig høj værdiansættelse af en virksomhed, der trods ambitionerne endnu er et godt stykke fra verdens helt store speditører.

Planen går således på, at forretningen skal vokse hurtigt, fortæller VP for den europæiske forretning, Jan van Casteren, i et interview med ShippingWatch.

"For øjeblikket handler det udelukkende om at øge toplinjen så hurtigt, vi kan, uden at ødelægge vores kundeservice. På samme tid sørger vi for at sikre os, at vi sælger noget, som vi kan få en margin på," siger Jan van Casteren, der begyndte at arbejde for Flexport i sommeren 2015 for at etablere selskabet i Europa.

Store vækstambitioner

I fjerde kvartal sidste år håndterede Flexport 18.100 teu samt 8.250 tons luftfragt, oplyser Jan van Casteren.

Det svarer ifølge ham til stigninger på henholdsvis 246 pct. og 183 pct. i forhold til den samme periode af 2016. Stigninger, som selskabet går efter at fastholde i år.

Til sammenligning håndterede DSV i samme periode 167.735 tons i sin luftfragtdivision og 343.150 teu i søforretningen, oplyste selskabet i forbindelse med sit årsregnskab.

Der vil dog ikke gå lang tid, før Flexports mængder vil være øget betydeligt, lyder det fra Jan van Casteren. Han fortæller, at deres ambition er at fastholde vækstrater på mellem to og tre gange om året. Og at åbne nye kontorer.

"Fokus for dette selskab er at fortsætte med at vokse. I sidste ende investerede vores investorer ikke i et selskab, der skal blive en niche-speditør. Målet er at blive en top ti-spiller," siger Jan van Casteren.

Høj værdiansættelse

Bag Flexport står en række investorer som Wells Fargo, Founders Fund, Google Ventures, Y Combinator og Bloomberg Beta.

Blandt disse er der store forventninger til selskabet. Det ses ikke mindst på den værdiansættelse, Flexport har i dag, og som er blevet bemærket af flere i shippingindustrien.

Heriblandt Lars Jensen fra Seaintelligence Consulting. Med afsæt i blandt andre Flexport spekulerede han tilbage i januar i, hvorvidt der er en digital prisboble på vej i shipping.

Analytikeren tog afsæt i en beregning, der konkluderede, at værdien af Flexport målt i teu var 19 gange højere end speditøren Apex Maritime, hvor Kerry Logistics i 2015 købte 51 pct. af selskabet.

"Jeg er ikke i tvivl om, at shipping vil gennemgå en markant digital udvikling i de kommende år. Men det betyder ikke nødvendigvis, at alle teknologiske løsninger derude vil klare sig, og det kan sagtens være, at de selskabsværdier, vi begynder at se inden for shipping, er temmelig optimistiske," skrev Lars Jensen i en kommentar på LinkedIn tilbage i januar.

Vil øge automatisering

Over for ShippingWatch peger Jan van Casteren på en række ting, som investorerne ifølge ham ser i Flexport, og som ikke ses i andre speditører.

Eksempelvis at selskabet opbygger sin egen software fra bunden og ikke skal beskæftige sig med "nogen arv" eller ældre systemer. Ifølge van Casteren skaber det et setup, der fremadrettet kan give mere automatisering.

"Vi behøver ikke længere at beskæftige tusindvis af mennesker til faktisk at flytte fragt eller toldpapirer rundt. Softwaren vil på det tidspunkt håndtere de fleste af disse opgaver. Det er noget af et løft for fremtiden, fordi det vil give dig mulighed for at medbringe yderligere tonnage om bord uden at skulle bruge flere personer, fordi du har softwaren til at håndtere det," siger Jan van Casteren.

Selvom Flexport har sine rødder i Silicon Valley i USA, så er det verdens største speditører, heriblandt DSV og Kuehne + Nagel, som Flexport anser for sine konkurrenter, fortæller Jan van Casteren.

Aktører, som i dag er større end det amerikanske selskab, og som også kigger på nye løsninger gennem digitalisering i disse år.

To kæmpeselskaber klar til investering i digital logistik 

"Netværket og skalaen er bestemt noget, de bringer til bordet. Men hvad vi bringer er, at vi kan starte fra bunden, og at vi kunne starte med et højkvalificeret ingeniørselskab i Silicon Valley," siger Jan van Casteren og fortsætter:

"Det er godt at vide, at dette speditørmarked ikke kommer til at blive et 'winner takes it all'-marked. Vi vil ikke se en situation med kun en speditør, og der vil stadig være plads til kvalitetsspillere, som er meget digitaliserede. Jeg kunne godt se, at nogle af de eksisterende spillere også vil være i stand til at nå dertil."

Vil udvide aktiviteter

Flexport er i dag et privatejet selskab og vil ikke oplyse sine regnskabstal til ShippingWatch. I et interview med Forbes sidste år lød forventningen dog fra CEO Ryan Petersen, at omsætningen ville ramme en halv mia. dollars i 2017.

Selskabet har fortsat et overskud til gode. Men det er heller ikke bundlinjen, der på nuværende tidspunkt er fokus på ifølge Jan van Casteren.

Hvis vi besluttede i dag at stoppe udviklingen af vores software og stoppede med at ansætte nye salgsfolk, ville vi blive et profitabelt selskab. Men det er ikke vores mål.

Jan van Casteren

"Hvis vi besluttede i dag at stoppe udviklingen af vores software og stoppede med at ansætte nye salgsfolk, ville vi blive et profitabelt selskab. Men det er ikke vores mål. Vores mål er at bygge for fremtiden," siger han.

Omkring halvdelen af omsætningen kommer i dag fra den søbårne division, mens den anden halvdel er luftfragt. Fremadrettet vil Flexport dog også kigge på andre ting i tillæg til at flytte gods.

"Vi laver allerede forsikringer, hvor jeg tror, at vi kan øge vores del. Også trade finance går vi nu ind i, og det er også områder, hvor vi kan udvide vores rækkevide, fordi der er efterspørgsel efter det," siger Jan van Casteren.

Flexport har i dag ti kontorer rundt omkring i verden. For nylig åbnede selskabet kontor i Hamborg.

170 selskaber kæmper om at digitalisere shipping

Er der en digital prisboble på vej i shipping?

Flexport: Maersk har ikke lært at værdsætte det digitale felt 

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs