Oliedyk rammer Blue Waters indtjening og ansatte

Blue Water Shipping har de seneste måneder afskediget 70 ansatte på grund af afmatningen i den globale olie- og energisektor, oplyser virksomheden.
Foto: PR-foto/Blue Water Shipping
Foto: PR-foto/Blue Water Shipping

Nedgang i transporter for olie- og energibranchen rammer indtjeningen hos Blue Water Shipping, som de seneste måneder har måttet afskedige 70 medarbejdere.

Regnskabet for 2015 offentliggøres i slutningen af maj, men adm. direktør Kurt Skov oplyser, at resultatet ender betydeligt under budget.

"Som underleverandør til den globale olie- og energisektor har transportfirmaet Blue Water Shipping gennem de seneste måneder mærket tydelig nedgang i aktiviteterne for denne kundegruppe. Det er især firmaets hovedkontor i Esbjerg samt de internationale kontorer, der beskæftiger sig med olie og energi, og derfor også her Blue Water påvirkes af de faldende antal transportopgaver," oplyser Blue Water Shipping onsdag.

"Oliebranchen er hårdt trængt lige nu. Den generelle aktivitet i branchen er lav, og større projekter aflyses eller udskydes. Det mærker vi også konsekvenserne af, og derfor er vi i gang med at tilpasse vores forretning til det lavere aktivitetsniveau. Globalt set er der tale om en reduktion på omkring 70 ud af 1500 ansatte," siger adm. direktør Kurt Skov, Blue Water Shipping:

Reduktionen er sket hen over de seneste måneder, hvor adskillige stillinger ikke er blevet genbesat, men en række ansatte er også blevet opsagt. Det drejer sig primært om Esbjerg samt en række internationale kontorer.

"Det er altid svært at sige farvel til dygtige medarbejdere, der har leveret en dedikeret og helhjertet indsats gennem deres ansættelse, men vi er nødt til at reagere, når dele af markedet er gået helt i stå," siger Kurt Skov.

Beskedne budgetter for 2016

Blue Water forventer, at det lave aktivitetsniveau inden for olie og energi vil fortsætte en længere periode, og derfor er der for 2016 lagt beskedne budgetter i denne del af forretningen.

Derudover bidrager finansiel uro på flere væsentlige markeder også til det lavere aktivitetsniveau. Den største del af Blue Waters forretning – transport af forbrugsvarer, industrigods og fødevarer med skib, bil og fly – vækster lige nu betydeligt på både omsætning og vigtigst af alt indtjening. Især den danske del af forretningen leverer flot indtjening, hedder det i meddelelsen fra Blue Water Shipping.

Foto: PR
Foto: PR

Foto: Blue Water Shipping

"Blue Water har en meget solid kerneforretning, og vores styrke er, at vi er en virksomhed, der står på flere ben. Det gør os mindre sårbare, når der er udfordringer i én branche. Vi ser selvfølgelig samlet på vores forretning, og derfor vælger vi at reducere omkostninger i den nuværende situation, men vi fastholder vores stærke setup og kompetencer, så vi er klar, når aktivitetsniveauet inden for olie og energi stiger igen," siger Kurt Skov.

Efter tre år som adm. direktør i Blue Water Shipping forlod  Kim Hedegaard Sørensen virksomheden  i januar i år. Årsagen til bruddet skyldtes fundamental uenighed med ejer og grundlægger af Blue Water Shipping, Kurt Skov, om den fremtidige strategi.

Blue Water Shippings ejer træder på vækstbremsen 

Kurt Skov: Ingen hastværk med ny topchef 

Topchef forlader Blue Water Shipping efter strid med ejer 

Kurt Skov: Jeg er rigtig ked af det her 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også