CEO: DSV er gået i soloudbrud i USA

Højere aktivitet blandt nuværende kunder og stor fremgang i Nordamerika er grundstene bag en markant resultatfremgang i DSV-divisionen Air & Sea, der dog også er hjulpet af den styrkede dollar, siger DSVs CEO Jens Bjørn Andersen.
Foto: Stine Bidstrup
Foto: Stine Bidstrup
AF RITZAU FINANS

Det er højere aktivitet blandt de nuværende kunder og en stor fremgang i Nordamerika, som ligger bag den markante resultatfremgang i DSV-divisionen Air & Sea, som endvidere er hjulpet af den styrkede dollar.

Det fortæller Jens Bjørn Andersen, der er administrerende direktør i DSV, efter at koncernen er kommet med regnskab for de første tre måneder af året.

Air & Sea-divisionens driftsresultat før særlige poster steg med 25,2 pct. til 388 mio. kr. i de første tre måneder af året. Organisk var der dog tale om en fremgang på 11,2 pct.

"Selvfølgelig er vi hjulpet af dollaren, men selv uden den påvirkning er vi vokset over 11 pct. Det er fremragende, vi har taget markedsandele og er vokset mere end markedet," siger Jens Bjørn Andersen til Ritzau Finans.

"Det er en kombination af, at vi har videreudviklet aktivitetsniveauet med de eksisterende kunder, vi har. Vi er stadig ikke en specielt stor spiller inden for luft og sø, men i takt med at vi vokser og har købt op, så er også de store virksomheder begyndt at holde øje med os og invitere os med ind, når der skal fordeles de store volumener," fortsætter han.

Fremgang i USA

Det er især fortsat fremgang i Nordamerika, der er med til at løfte resultaterne, fortæller DSV-topchefen.

"Især vores nordamerikanske aktiviteter har gjort det bedre, end vi nogensinde har set før. De er gået fuldstændig i soloudbrud, og det er vi rigtig glade for," siger han.

Det er især inden for luftfragt, at DSV har haft fremgang, da selskabet her har haft en vækst på 8 pct. i første kvartal mod 4 pct. inden for søfragt. Det skal ses i lyset af DSV's vurdering af, at markedet er vokset henholdsvis 3-4 pct. og 2-3 pct.

Den store fremgang inden for luft, får dog ikke DSV til at arbejde for at øge eksponeringen mod luftfragt, selv om selskabet ellers generelt set har højere marginer i luften end på søen.

"Vi har ikke en favorit. Det hænger meget sammen, da det er de samme kunder i både luft og sø. Men i luftfragt er vi nok hjulpet en lille smule af den havnestrejke, der har været på vestkysten i USA i første kvartal," siger Jens Bjørn Andersen.

Søfragt fortsætter væksttempo hos DSV 

DSV: Ratesump på Asien-Europa kan forsinke transport

Drewry: Hurtigere transit mellem Asien og Europa en illusion

DSV vil flytte flere containere til jernbanen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også