Analytiker: Kuehne & Nagel bekræfter svære vilkår

"Kigger vi på de markedstendenser, Kuehne & Nagel løfter sløret for, ligger den store svaghed i europæisk landtransport. Og det er et område, der fylder væsentligt mere hos DSV end det gør hos Kuehne & Nagel," siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.
Alt i alt vurderer han, at chancen for en positiv overraskelse fra DSV i første kvartal er rykket længere væk med dagens konkurrentregnskab.
Omsætningen hos Kuehne & Nagel steg til 5,09 mia. schweizerfranc fra 4,83 mia. schweizerfranc, og bundlinjen blev næsten fordoblet til 134 mio. schweizerfranc fra 68 mio. schweizerfranc. Med til historien hører dog, at transportkoncernens resultat sidste år var belastet af ekstraordinære poster på 65 mio. schweizerfranc.
"Hvis vi kigger på luft- og søfragt, så vokser Kuehne & Nagel også i det her kvartal hurtigere end markedet. Særligt inden for luftfragt, hvor selskabet vokser 5 pct. i et marked, der falder 2 pct.; det er vældig godt gået," siger Jacob Pedersen.
Kuehne & Nagel beskriver markedsforholdene i første kvartal som afdæmpede og har koncentreret sin indsats om at forbedre effektiviteten internt i organisationen, hvilket har givet positive resultater inden for forretningsområderne luftfragt og kontraktlogistik, fremhæves det i regnskabet.
"Men de kommentarer, der kommer omkring de europæiske transportmarkeder på vejsiden peger mod en eksponering hos DSV, som godt kan give DSV lidt stilstand. Den europæiske landtransport er ekstremt hårdt ramt, særligt af hvad der sker i Sydeuropa, og derudover har vi haft dårligt vejr, som er med til at ødelægge det lidt i første kvartal. Markedsvilkårene er på ingen måde forbedret på DSV's markeder," konstaterer Jacob Pedersen.
Medie: DSV forhandler om mulige opkøb i Tyrkiet