Grundstødt skib har kostet dansk ejer millioner

Den danske ejer af det skib, som forleden grundstødte i Sverige, har tabt millioner på skibet de sidste par år. Han overtog Atlantic, da en kunde ikke kunne betale sin regning, men har siden forsøgt at sælge det.
Fragtskibet Atlantic grundstødte lørdag 23. september. Russiske søfolk er under mistanke for at have været stærkt berusede under ulykken. | Foto: Kustbevakningen
Fragtskibet Atlantic grundstødte lørdag 23. september. Russiske søfolk er under mistanke for at have været stærkt berusede under ulykken. | Foto: Kustbevakningen

En ubetalt regning gjorde danske Erling Pedersen til ejer af det skib, som for nylig grundstødte ud for Sverige – angiveligt fordi den russiske kaptajn var stærkt beruset.

Til daglig ejer og leder Erling Pedersen Assens Skibsværft på Fyn. I 2009 blev han ufrivilligt reder, da en færøsk kunde ikke kunne betale sin regning for reparationen af fragtskibet Atlantic.

Det har dog langtfra været nogen succes for den danske erhvervsmand at være skibsejer.

Siden han overtog Atlantic, har det kostet hans koncern op mod 20 mio. kr. Skibet er derfor sat til salg for én mio. dollars - eller ca. 6,3 mio. kr.

"Assens Værft skal jo ikke være et rederi. Det har aldrig været hensigten. Men vi var nødt til at tage skibet fra vores kunde dengang på grund af et betalingsproblem, og siden da har vi forsøgt at sælge det," siger Erling Pedersen, som forventer, at det uheldsvangre ejerskab ender i et minus.

"Hvis jeg skulle have mine penge hjem i dag, så skal jeg have meget mere end den pris, som skibet er udbudt til. Men markedet er ikke der, hvor vi kan få maksimal pris," siger han til ShippingWatch.

Ramt af flere uheld

Fragtskibet Atlantic er fra 1980 og sejler under færøsk flag. Det har været i drift siden 2013, først hos Nygård Shipping og nu hos Venus Shipping, som har hjemme i Nordjylland.

Et svagt marked og flere uheld betyder dog, at forretningen har givet underskud siden dag ét. I 2015/16 lød tabet i det færøske driftselskab, E.P. Shipping, på knap -300.000 kr.

Skibet har også været en klods om benet for Erling Pedersens ellers indbringende koncern i seneste regnskabsår. Et uheld ved Gotland og ulykken ud for svenske Oskarhamn har været med til at kaste grus i maskineriet.

"Det har kun kostet penge. Det er det samme billede i 2017. Vi har været lidt uheldige med nogle ting, som skyldes menneskelige fejl," siger Erling Pedersen.

Skaderne på skibet efter grundstødningen i september var dog ikke så store som først frygtet.

"Skibet går i fart igen, fordi der var ikke sket noget, som forhindrede det i at sejle videre. Der er ikke sket nogle bundskader. Det er lige kommet fra værft og  harværet igennem et stort eftersyn her hos os, så det er i en god forfatning," siger Erling Pedersen.

Skal ikke ophugges

Af samme grund kommer det heller ikke på tale at skrottet skibet. Dertil er tilstanden for god, mener Erling Pedersen.

"Nej, det kan ikke betale sig. Det er et fantastisk skib. Vi har lige brugt 3,2 mio. kr. på det sidste eftersyn," siger han til ShippingWatch og fortæller, at han har passet godt på Atlantic, siden han overtog det.

"Vi ved, hvad der skal til for, at tingene fungerer. Der er ikke sprunget over nogen steder. Men jeg har haft nok af det skib i mange år, så nu skal det videre," siger Erling Pedersen.

Mens det færøske skib har tabt penge, så gav Erling Pedersens holdingselskab, som også dækker over Assens Skibsværft, et overskud på 2,5 mio. kr. i 2015/16.

Dansk-drevet skib slæbt i havn efter ulykke i Sverige

To søfolk anholdt efter ulykke med dansk skib

Maersk-skibe stødte sammen i 36 timer før dramatisk forlis 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også