Smartskibe kan blive fremtiden med ny teknologi

Her er otte teknologier, der indvarsler fremtidens skib frem mod år 2030, som bliver mere komplekst, ikke kun bygget af stål og vil kunne automatisere langt mere end i dag.
Foto: Erria
Foto: Erria

Otte teknologier vil få afgørende betydning for fremtidens shipping. Det fremgår af den netop udkomne rapport Global Marine Technology Trends 2030, som giver et kig ind i fremtidens shippingverden.

Lloyds Register, University of Southhampton og teknologivirksomheden QinetiQ, der står bag rapporten, giver otte bud på teknologier, der får indvirkning på fremtidens skib, også kaldet TechnoMax-skibet.

Det når de frem til ved at gennnemgå 56 teknologier, som de gennem analyse og udvælgelse skærer ned til otte teknologier, der er så klar til markedet og er tilstrækkeligt kommercielt interessante til, at de vil få betydning for fremtidens shipping.

Her følger en hurtig liste:

Avancerede materialer. Blandinger af partikler på nano-niveau vil skabe nye alu- og stål-legeringer og bedre overfladebehandlinger med grafen. Metal vil stadig udgøre størstedelen af byggematerialerne i et skib, men kompositmaterialer formgivet med hjælp fra 3D-print vil erstatte stålet udvalgte steder på skibet.

Big Data-analyse. Skal bruges til at opdage nye sammenhænge i driften med input og bearbejdning af de millioner af data, der bliver tilgængelige med masser af nye sensorer monteret på alle bevægelige dele. Data vil blive behandlet i realtid af maskiner, der reagerer på almindelig tale, via human-machine interfaces og kan styres fra land. På baggrund af data vil nye algoritmer kunne optimere endnu mere på omkostningerne til drift og vedligehold.

Robotteknologi. Forskellige slags robotter skal bruges til traditionelle tunge løft, men også til at inspicere i krogene, hvor mennesker dårligt kan komme til. Droner kommer også på tale her. Nogle robotter vil kunne læres op i specifikke gøremål.

Sensorer vil blive tilgængelige til ethvert formål for en overskuelig pris. De kan bruges til at kommunikere data mellem land og skib eller til at overvåge i detaljer i eksempelvis maskindriften. Har man sensorinput, får man også adgang til at bearbejde de informationer, der ligger i data, som vil åbne op for nye indsigter.

Kommunikation. Der er begrænset plads på de eksisterende båndforbindelser, så kunsten bliver at komprimere data yderligere og tage frekvenser i brug, som man endnu ikke har indtaget. Kommunikationen mellem skib og land bliver endnu mere flydende og satellitdata langt mere præcise. Det store men er dog cybersikkerhed og omkostningerne til at sikre sine data.

Skibsbygning vil være kendetegnet ved mere automation og mere software, der agerer sammen med mennesker ved human-computer interfaces. Teknologien forventes at nå en kompleksitet og informationstæthed, hvor menneskets kognitive evner bliver begrænsningen i forhold til at gøre brug af teknologien. 3D-print vil gøre det muligt at konstruere komplicerede strukturer af forskellige materialer.

Fremdrift og maskinkraft. LNG, hybridteknolgi, brændselsceller, dual-fuel mode og batteridrift vil blive anvendt i kampen mod emissioner og skrappere miljøkrav. Big Data vil kunne optimere hver enkelt delproces i fremdriften.

Smartskib er essensen af den fulde brug af digitalisering og automatisering på skibene. Driften af skibe producerer ifølge rapporten masser af data, som der for indeværende ikke høstes fuld værdi af. Om det vil betyde flere eller færre job i shipping er endnu uvist, men andetsteds i rapporten fremgår det, at der i fremtiden vil være mangel på kvalificeret arbejdskraft, og at arbejdet på skibene vil blive langt mere avanceret. Teknologien vil dog overtage en række af de opgaver, som besætningen står for i dag.

Rapporten gennemgår tilsvarende mulighederne for miljø og forsvar, og hvordan de kan optimeres med udgangspunkt i teknologi.

Britisk flåde kan sejle med 3D-printede skibe i 2030

Millioner fra EU skal kickstarte big data i shipping 

Nu kan skibet selv bede om maling 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også