Regeringen på vej med ny blå vækstplan

Regeringen har gjort status over den blå vækstplan, der blev lanceret i 2012 og er samtidig på vej med en ny og ambitiøs plan for væksten i det blå erhvervsliv, der rækker ti år ud i fremtiden, erfarer ShippingWatch.
Foto: NIELS HOUGAARD
Foto: NIELS HOUGAARD

Regeringen er i færd med at skabe en ny vækstplan for det blå erhvervsliv, der har det ambitiøse mål at sikre de bedste rammer for danske rederier, offshore og leverandører i de næste ti år.

ShippingWatch erfarer, at der den 5. februar i år blev afholdt et møde i Erhvervs- og vækstministeriet, hvor der dels blev gjort status over den blå vækstplan, der blev fremlagt i december 2012, og hvor erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen nu kan sætte flueben ved det meste.

Samtidig blev der på mødet præsenteret de første initiativer til den nye vækstplan, der skal skubbes i gang i løbet af i år, og som skal sikre, at det maritime erhvervsliv også udgør en af Danmarks styrkepositioner i 2025.

Af en oversigt, der blev udleveret til deltagerne på mødet, fremgår det, hvilke af de 38 initiativer i vækstplanen, man er kommet helt i mål med, og hvilke der forløber planmæssigt. Et enkelt punkt har mødt så store forhindringer, at det sandsynligvis ikke bliver til noget, nemlig en kvalitetsstandard for udstyrs- og serviceproducenter. 26 af initiativerne er ifølge ministeren kommet helt i mål, mens 11 er godt på vej.

Danish Maritime Days

Blandt de initiativer, som er landet helt, er det store Danish Maritime Days arrangement i oktober sidste år, som er et væsentligt element i den del af vækstplanen, der handler om at markedsføre Danmark som "Europas maritime centrum," fremgår det af det materiale, der blev udleveret på mødet, og som ShippingWatch er i besiddelse af. Især fremhæves Danish Maritime Forum, der havde mere end 200 topfolk fra den maritime verden, der samlet repræsenterede 37 nationer som en succes.

Danske rederier får lettere ved at flage udenlandsk 

Ifølge papirerne lykkedes det også at tiltrække flere udenlandske maritime virksomheder til landet, hvor den såkaldte "Evergas-sag" ikke nævnes specifikt som et eksempel men reelt var grunden til, at DIS-reglerne blev ændret. Det skyldtes det forhold, at Evergas under den franske Jaccar Holding ikke umiddelbart kunne registrere sin flåde i Danmark.

Tonnageskatten

Ministeren peger også selv på regeringens forslag til en forbedring af de danske regler for tonnageskat som et eksempel på, hvordan der fra politisk side arbejdes for at tilgodese det blå erhvervsliv. Det er dog samtidig det samme udspil, som erhvervet med store repræsentanter som Maersk Drilling og Esvagt i spidsen har været kritisk over for, fordi man mener, det tilgodeser for få af de nye skibstyper, som regeringen vil inkludere under tonnageskatten.

I første omgang vil Henrik Sass Larsen sætte en kulegravning af hele det blå erhvervsliv i gang, der skal udpege nye tendenser, der finder sted, så man herudfra kan lave en ny vækstplan, der kan sikre optimale rammer på det maritime område. En af de konkrete udfordringer, der skal kigges på, er hvordan de maritime virksomheder håndterer spørgsmålet "Big Data", altså hvordan man kan håndtere de enorme mængder elektronisk data, der ventes at bliver en større og større del af hverdagen.

Mødet i starten af februar skulle skyde processen i gang og havde deltagelse af repræsentanter fra både erhvervet som Danmarks Rederiforening og Danske Maritime samt fra flere af de faglige organisationer.

Håber på nettoløn

ShippingWatch har bedt rederiforeningens adm. direktør, Anne H. Steffensen kommentere både den vækstplan, der er ved at blive afsluttet nu, og den nye, som ministeriet nu tager hul på.

Danmark skal være i top-5 på bruttotonnage 

"Jeg vil gerne kvittere for gennemførelsen af de fleste punkter i vækstplanen for Det Blå Danmark, og det er dejligt at se ministeren eksekvere på planen. Vi mangler fortsat at få væksten sikret på offshoreområdet. Her er konkurrencen blevet væsentligt hårdere siden vækstplanens fødsel, og behovet er nu meget stort for at få boreriggene ind i tonnageskatteordningen og en række skibe og aktiviteter på især offshorevind ind under nettolønsordningen. Det håber vi fortsat vil ske," siger hun og fortsætter:

"På den lidt længere bane bakker vi fuldt og helt op om at fortsætte arbejdsmetoden med konkrete vækstplaner og analyser af tendenser, som påvirker konkurrenceevnen i Det Blå Danmark. Det har vist sig at være et effektivt værktøj til at nå konkrete vækstmål. Det er ikke mindst værd at fejre, at der aldrig tidligere har været så meget dansk flaget tonnage og skibe som nu."

Skatteministeren: Branchen får det den bad om

Rederiforeningen: Vi bliver indhentet på offshore

Maersk Drilling vil flage udenlandsk

Danmark rykker frem på listen over største flagstater 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også