Maersk Drilling vil flage udenlandsk

Uden bedre skatteregler har Maersk Drilling ingen planer om at sætte dansk flag på nye borerigge, slår selskabet fast. Og regeringens udspil til nye regler for tonnageskatten udelukker netop borerigge.
Foto: Maersk Drilling
Foto: Maersk Drilling

Maersk Gruppens to store olieselskaber, Maersk Drilling og Maersk Supply Service, kritiserer regeringens udspil til nye regler for tonnageskatten for at være alt for snævert og dermed ikke omfatte de skibstyper og rigge, der er brug for i dag.

Det fremgår af bemærkningerne til ændringerne af tonnageskattelove, som politikerne ellers har sat i verden for at gøre de danske regler mere tidsvarende og konkurrencedygtige med andre landes.

Men ifølge udspillet, der endnu ikke har været til politisk behandling, er f.eks. borerigge slet ikke medtaget og vil altså ikke kunne få gavn af de tonnageskatteregler, som almindelige rederier nyder godt af i dag. Når industrien mener, at flere skibstyper og altså også borerigge bør komme ind under tonnageskattereglerne, skyldes det, at grænserne mellem hvad der kan beteges som "et skib" i dag bliver mere og mere udflydende. F.eks. har Maersk Drilling både borerigge og boreskibe.

Maersk Drilling stiller både flere rigge og flere danske job i udsigt, hvis der kan hejses et dansk flag på boreriggen:

100 specialister over fem år

"Såfremt det danske tonnageskatteregime udvides til også at omfatte borerigge, øges sandsynligheden for, at flere rigge registreres i Danmark. Maersk Drilling vil være klar til at indflage 3-5 rigge og ser potentiale for en stor andel af fremtidige nybygninger under dansk ejerskab og på dansk flag. Dette vil medføre en forventet vækst i hovedkontorbeskæftigelsen i størrelsesorden 100 specialister over de næste fem år. Herudover vil det fortsatte ejerskab af rigge og de nye boreskibe føre til betydelige afledte klyngeeffekter," hedder det i kommentaren fra CEO Claus Hemmingsen.

Som eksempel peger Maersk Drilling på, at selskabets danske hovedkvarter i 2013 købte teknologi og serviceydelser hos danske leverandører for 365 millioner kroner.

Maersk Gruppens borerigselskab gør det dog også klart, at der ikke er planer om at give kommende rigge dansk flag, sådan som reglerne er i dag:

"Maersk Drilling konkurrerer globalt, og det er derfor ikke muligt at opnå konkurrencedygtighed under almindelig selskabsbeskatning. På nuværende tidspunkt er fremtidig vækst derfor ikke planlagt for dansk ejerskab og dansk flag. Såfremt den danske tonnageskatteordning udvides til at omfatte borerigge, er det vores forventning, at denne udvikling vil kunne modvirkes," skriver selskabet i kommentar.

Skat svarende til et Triple-E skib

Maersk Drilling foreslår faktisk selv en model, der ifølge selskabet vil være tre-fire gange så lukrativ for staten som den almindelige tonnageskatteordning. Selskabet forklarer, at det skulle give et provenu per rig, der svarer til den tonnageskat, der opnås fra et Triple-E skib.

Hos Maersk Supply Service mener man ligeledes, at definitionerne i den nye tonnageskattemodel er for snævre, kan man læse i svaret fra selskabet. Det gælder for de skibstyper, der er omfattet, ligesom det gælder for muligheden - altså den manglende mulighed - for at anvende nettolønsprincippet i DIS bredere. Det er samme anke, som Esvagt har udtrykt.

Maersk Supply Service opfordrer til, at de såkaldte subsea support vessels, SSV'ere, som er specialiserede multipurpose-skibe, kommer ind under ordningen. Selskabet bestilte sidste år fire nye SSV'ere og har option på endnu to. Men uden tonnageskat og DIS vil skibene og de rundt regnet 150 arbejdspladser de genererer, gå uden om Danmark.

"Hvis den danske tonnageskat og DIS nettolønsordning ikke gælder for disse nye og sofistikerede skibe, vil det, ud fra et omkostningsperspektiv, være tvivlsomt, om væksten på dette område vil finde sted i Danmark," skriver Maersk Supply Service.

Esvagt sabler ny tonnageskattelov ned

Rederiforeningen kritiserer ændringer af tonnageskat

Nyt navn skal sikre svensk tonnageskat

Shippingselskaber trækker til Luxembourg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også