Shippere og havne advarer kraftigt mod P3-alliancen

Især de store amerikanske afskiber-organisationer og nogle af de store havne er utrygge ved P3-alliancen, fremgår det af svarene, Federal Maritime Commission har modtaget op til topmødet den 17. december.

Forringet service. Konkurrenter, der bliver presset ud af markedet. Havne, der må nøjes med færre afgifter fra rederierne. Færre arbejdspladser. Eller: Bedre service fra en alliance, der adskiller prisaftaler og marketing fra den VSA, Vessel Sharing Agreement, der er hele grundlaget for P3-alliancen. En aftale på et marked, der i tyve år alligevel har bygget på alliancer og VSA'er til gavn for effektiviteten.

Holdninger til verdens hidtil mest omfattende samarbejde mellem verdens tre største containerrederier er der mange af, og det afhænger helt af, hvem der svarer. De svar, der er indsendt til de amerikanske konkurrencemyndigheder, Federal Maritime Commission, er dog vigtige for den godkendelse, som P3-alliancen er afhængig af for at kunne gå i luften næste år. For det er de svar, som USA, Kina og EU skal gennemgå på et topmøde i Washington den 17. december, og som i sidste ende kan afgøre, om det bliver "Go" eller "No".

Anerkendt og afskyet

USSA (U.S. Shippers Association), en af de amerikanske afskibningsorganisationer, sammenfatter udfordringen for konkurrencemyndighederne for de tre supermagter ganske godt:

"Meddelelsen om skabelsen af P3-alliance med MAERSK, MSC, og CMACGM er både blevet anerkendt som løsningen på situationen med overkapacitet inden for global containervirksomhed og afskyet som et monopol-agtigt kartel skabt af verdens tre største containerrederier. I realiteten er det ingen af delene, men noget midt i mellem de to ekstremer. Men det har potentialet til at udgøre begge dele."

En af de aktører, der advarer mod skabelsen af P3, er South Carolina State Port Authority. Havnen peger på den ene side på, at både skibe og alliancer naturligt nok bliver større og større, men at de store alliancer som G6 og skabelsen af P3 også gør det lettere for deltagerne at koordinere priserne. Havnens vurdering er, at de tre største alliancer i fremtiden vil sidde på hele 90 procent af markedet, hvilket er en udfordring for konkurrencemyndighederne.

"Selvom hvert enkelt rederi i alliancen er ansvarlig for havne og terminal-services, er det alliancen, der samlet beslutter, hvilke havne man vil anløbe."

Ekstremt alarmerende

Havnen peger på, at alliancerne dermed får afgørende indflydelse på havnenes økonomi på et tidspunkt, hvor der er stort behov for investeringer i de amerikanske havne.

Port of Baltimore er indtil videre en af de to eneste havne på Østkysten, der er forberedt på de nye, større containerskibe, som udvidelsen af Panama-Kanalen giver plads til. Havnen er meget positiv over for P3, som man mener både vil give lavere priser og bedre service.

Blandt afskiberne, de amerikanske virksomheder, er der dog stor skepsis over for alliancen. Det gælder f.eks. Fashion Accessories Shippers Association (FASA), hvis medlemsvirksomheder sælger tasker, smykker, kufferter osv. til USA. De er meget afhængige af containertransport, da 95 procent af alle deres varer er importeret og 95 procent af dem med skib.

FASA kalder udsigten til P3 for "ekstremt alarmerende" pga. de store markedsandele P3 sætter sig på, f.eks. på Atlanten.

Frygt for arbejdspladser

"Markedskontrollen, som aftalen indebærer, kan i sidste ende føre til for stor reduktion af udbuddet af services eller en for stor stigning i omkostningerne. Det første kunne ske, hvis P3 netværket, med sin massive markedskontrol, vælger at fjerne trade lanes eller reducere kapaciteten," skriver FASA, der i det hele taget kalder det skuffende, at linjekonferencer ikke er helt forbudt i USA.

De to store fagforeninger, International Longshoremen´s Association og International Transportation Workers´ Federation er frem for alt bekymret for det eventuelle tab af arbejdspladser, som P3 muligvis kan medføre i havnene.

De to fagforeninger kan få sig en modpart, der er svære at forhandle med og få deres krav igennem hos. Som ITF skriver:

"ITF's største bekymring er selvsagt, hvordan denne aftale vil påvirke de ansatte, og mange af vores tilknyttede fagforeninger anser den samlede styrke i P3 som en væsentlig trussel mod deres sektor, hvis der ikke er nogle, der sørger for at beskytte beskæftigelsen arbejdsmarkeds-standarder."

Alphaliner har i sin seneste analyse lavet en liste over de forskellige input, FMC har fået, og hvorvidt organisationer er for eller imod P3-alliancen. Den første graf giver et overblik over de positive tilsagn delt op på, hvorvidt selskaberne har brugt en standard-formular om P3. Det havde 34 ud af de samlede 52 gjort:

Foto: Alphaliner
Foto: Alphaliner

(Grafik: Alphaliner)

Organisationer imod alliancen:

Foto: Alphaliner
Foto: Alphaliner

(Grafik: Alphaliner)

EU giver utvetydig opbakning til P3-alliancen 

SeaIntel: G6 slår hårdt igen mod Maersk-alliance i USA 

USA udsætter tidsplan for ny Maersk-alliance

P3 arbejdede med en Plan B for sin lancering

Topmøde om P3-alliance den 17. december 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også