EU giver utvetydig opbakning til P3-alliancen

I et interview med ShippingWatch giver transportkommissær og EU-Kommissionens næstformand, Siim Kallas, sin fulde støtte til P3-alliancen mellem Maersk Line, MSC og CMA CGM. Han langer samtidig ud efter Kina.

Få dage før konkurrencemyndighederne fra verdens tre supermagter, USA, Kina og EU tager fat på at kulegrave P3-alliancen ved et topmøde i Washington, giver næstformand i EU-Kommissionen, Siim Kallas, sin fulde opbakning til alliancen.

I et interview med ShippingWatch peger Siim Kallas, der også er EUs transportkommissær, på en række af de fordele, han mener alliancen vil betyde for verdenshandlen. En af dem handler om, hvordan en alliance af europæiske rederier kan svare igen over for det fremstormende industrielle Kina, som Siim Kallas mener opfører sig aggressivt.

P3 er en rigtig god ide

”I global sammenhæng mener jeg, P3 er en rigtig god ide, og at den vil styrke den europæiske konkurrence. Jeg tror, at alliancen står for innovation, da den sigter efter at rationalisere sin service, og jeg mener, den tilbyder bedre services inden for flere forskellige områder. Vi står over for heftig global konkurrence, og i den sammenhæng betyder størrelse selvfølgelig noget, det er derfor, Kina er så stærkt, landet er ganske enkelt en stor kunde inden for shipping ligesom det er for producenterne af råvarer. Og derfor skal du selvsagt have nogle store aktører for at kunne konkurrere,” siger Siim Kallas.

Hans argument lyder, at kineserne målrettet forsøger at opretholde en stærk maritim sektor ved at øremærke midler til skibsværfter, som kan producere billige skibe, som igen kan drives af nationale rederier, der tilgodeses af fragt af varer og last, der er statsstøttet. Dermed holdes en kinesisk maritime sektor i live og kørende med alvorlige konsekvenser for europæisk shipping og verdenshandlen, lyder det fra Siim Kallas. Det fører til en usund global shippingsektor, ”hvor livet for konkurrenterne er ekstremt svært,”, og hvor de asiatiske og især kinesiske skibsværfter bygger alt for mange skibe, som skaber ubalance i markedet.

Kina er en aggressiv konkurrent

”Kina er en meget seriøs og aggressiv konkurrent. I den sammenhæng er P3 meget interessant, fordi ingen andre faktisk kan sikre europæisk shipping en position i globaliseringen på samme måde,” påpeger Siim Kallas.

EU siger nej til flådestyrke ved Vestafrika 

På topmødet i Washington, der skal afholdes den 17. december, vil EU være repræsenteret af embedsmænd på højt niveau fra Konkurrence-Direktoratet. Formelt set skal EU ikke godkende alliancen, for at den kan gå i luften i andet kvartal 2014, som de tre rederier stiler efter. Alligevel deltager EU i mødet i Washington, hvor dagsordenen indeholder emner som rederi-alliancer, vessel sharing agreements (aftale om at dele kapacitet på skibene) og hvordan operationelle aftaler i det hele taget påvirker international handel. Hertil kommer, at aftaler og anbefalinger ikke sker ensidsigt i EU-Kommissionen. Næstformand i EU-Kommissionen, Siim Kallas, har tidligere vist sine evner til at lande en aftale med sine kolleger i Kommissionen, som da han, til lettelse for store dele af europæisk erhvervsliv, opnående enighed med Klimakommissær Connie Hedegaard om at sende CO2-initiativet til IMO.

Der er en risiko

På den anden side kan Siim Kallas godt se risikoen for, at verdens nummer 1, 2 og 3 inden for containerrederier i den gigantiske alliance selv vil lægge pres på den frie konkurrence. Havnene, og i Kallas perspektiv frem for alt de europæiske havne, kan blive klemt og presset til at sænke priserne voldsomt, hvis de skal forhandle med en kæmpe om havneafgifter.

”Det eneste udestående er, hvordan alliancen vil agere i de europæiske havne. Vi bliver nok nødt til at sørge for en fair konkurrence for at sikre, at sådan en stor størrelse ikke helt presser havne ud af markedet. Men med det i baghovedet mener jeg, at det er en god ide at samle globale, europæiske kræfter.”

Amerikanerne virker meget bekymrede om alliancens størrelse….

“Alle har deres egen ide om det her, og det siger sig selv, at topmødet ikke kun handler om P3. Meningen er også, i alt fald i et vist omfang, at skabe regler på globalt niveau, og det er positivt.”

USA udsætter tidsplan for ny Maersk-alliance

P3 arbejdede med en Plan B for sin lancering

Topmøde om P3-alliance den 17. december

Mega-alliancer kan hente store miljøgevinster 

SeaIntel: G6 slår hårdt igen mod Maersk-alliance i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også