EU-lande vil ændre dom om iransk rederi

Regeringer i EU vil sandsynligvis forsøge at få appelleret en EU-dom, der ophæver økonomiske sanktioner mod Irans største rederi.

Irans største rederi, Islamic Republic of Iran Shipping (IRISL) kan øjensynligt ikke vide sig sikker på, hvorvidt de økonomiske sanktioner mod rederiet vil blive ophævet, selvom EU-domstolen i september besluttede at ophæve dem. Ifølge Reuters har flere regeringer i Europa nemlig påbegyndt indledende tiltag for at få genetableret sanktionerne.

Flere diplomater har fortalt Reuters, at regeringerne i denne uge er blevet enige om at sende et brev til rederiet og dets datterselskaber for at informere dem om deres intention. Beslutningen står endnu ikke ved magt, men er begyndelsen på en større indsats mod flere kendelser i EU, der tilbageruller sanktioner som den mod IRISL.

"Vi vil give virksomhederne besked om, at hvis de har noget information, der kan påvirke beslutningen, så bør de fremlægge det," siger en anonym kilde til Reuters.

Hvis nogle selskaber vælger at indsende en skrivelse, vil denne blive taget med i diskussionen af nye sanktioner, oplyser kilden.

Opblødning på vej

IRISL har siden 2010 været underlagt økonomiske sanktioner, fordi man frygtede, at rederiets skibe var involveret i "nuklear spredning".

Dommen i september er på linje med andre i løbet af året, som har ophævet sanktioner mod andre virksomheder i Iran. Til stor frustration for både EU og USA, der med økonomiske sanktioner mod virksomheder og banker forsøger at bremse landets atomprogram.

I denne måned har USA, Rusland, Tyskland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Iran indledt en række forhandlinger. Og Iran har signaleret, at landet er villig til at gå på kompromis med sit atomprogram. Og derfor kommer meldingen fra EU om nye sanktioner lidt ubelejligt, lyder vurderingen.

Irans største rederi sejrer over EU 

Iran får nye supertankere fra Kina  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også