Kuehne+Nagel klandrer Triple-E skibe for ratefald
Maersks nye gigantiske Triple-E skibe har været med til at forværre ratefaldene på containerfragt mellem Asien og Europa. Så klar er beskyldningen fra Gerard van Kesteren, finansdirektør i verdens største speditør inden for søfragt, Kuehne+Nagel (K+N).
De første af de spritnye Triple E-skibe, med en kapacitet på 18.270 tyvefodscontainere (teu) hver, blev en del af Maersk Lines flåde i tredje kvartal og indsat på ruten mellem netop Fjernøsten og Nordeuropa.
De store logistikselskaber tjener mens rederne taber
I løbet af kvartalet lykkedes det rederierne at hæve spotraterne på ruten omkring 1. juli og 1. august, men siden har de været i frit fald på grund af ubalancen mellem udbud og efterspørgsel i containerfragtmarkedet. Fra starten af august til sidste uge dykkede de 55 pct. ifølge SCFI-indekset.
"Der er strukturel overkapacitet, og nu kommer 18.000 teu-skibene ind hos Maersk, hvilket skaber yderligere overkapacitet. Rederierne prøver at tilbageerobre omsætning. Det er hensynsløs konkurrence," udtalte Gerard van Kesteren ifølge Bloomberg News oven på K+N's regnskab for tredje kvartal tirsdag.
Kuehne+Nagel åbner center i Singapore
K+N har efter eget udsagn valgt at lade sin markedsandel inden for søfragt skrumpe en anelse i stedet for at følge konkurrenternes prisfald.
Maersk Line har i alt bestilt 20 af Triple E-skibene, som leveres over de kommende år. I starten vil rederiet dog kun benytte en kapacitet på omkring 14.000 teu på hvert skib for netop at undgå yderligere overkapacitet i markedet.
Samtidig har rederiet siden startet af året justeret sit rutenetværk, så der selv med tilgangen af Triple E-skibene faktisk er mindre kapacitet i søen, oplyser Maersk Line over for Ritzau Finans.
"Ved udgangen af 2013 har Maersk Line, selv med fem Triple E-skibe i flåden på det tidspunkt, mindre ugentlig kapacitet end i januar 2013," skriver rederiet i en kommentar.
Desuden har Maersk Line - og flere af dets største rivaler - for nylig varslet nye ratestigninger på Asien-Europa-ruten med effekt 1. november, men ifølge Gerard van Kesteren fra K+N vil lide samme skæbne som de tidligere rateløft og næppe holde ved.
Til gengæld er der ifølge K+N lidt positivt nyt i markedet på det seneste. Fragtmængderne er steget i oktober, og fjerde kvartal kan give et volumenløft på 4,5 til 5 pct., skriver Bloomberg News med henvisning til K+N-ledelsen.
Relaterede artikler:
Kuehne+Nagel øger indtjening trods lav vækst
For abonnenter