Drewry: Nord-syd-ruter er mættede

Der er tegn på overkapacitet på de nord-sydgående sejlruter, hvor en række af verdens store rederier har for vane at bruge de overskydende fartøjer fra Asien-Europa ruterne, skriver analysehuset Drewry.
Foto: Maersk Line
Foto: Maersk Line
AF RITZAU FINANS

Ifølge Drewry var spotraterne på fyrrefods-containere på ruten fra Shanghai til Santos i Brasilien 51 pct. lavere i juli end i januar, mens prisen for at fragte en container fra Shanghai til Lagos i Nigeria i samme periode dykkede 6 pct. Det samme billede tegner sig på ruterne fra Shanghai til Durban og Melbourne i Australien, hvor priserne er faldet henholdsvis 19 og 32 pct.

Drewry spår, at der skal yderligere alliancer eller konsolideringer til på de nord-sydgående ruter.

"Yderligere alliancer, konsortier eller restruktureringer ser ud til at være uundgåelige på de nord-sydgående handelsruter, især da verdens flåde ventes at vokse med over 7 pct. næste år, og dermed igen markant overgå væksten i fragt," skriver Drewry.

Maersk Lines direktør for handelsruter, Vincent Clerc, forudså ved kapitalmarkedsdagen 26. september stor vækst i de nord-syd-gående ruter.

"Vi er stærkt eksponeret mod nord-syd-ruterne, hvor vi har 51 pct. af kapaciteten og størstedelen af vores indtjening. Det er også her, vi ser mest vækst fremover," sagde Vincent Clerc ved den lejlighed, og konstaterede, at ruterne havde været skånet for overkapaciteten på øst-vest-ruterne.

Ifølge Drewry er der dog tvivl om, hvorvidt rederierne kan blive ved med at placere den overskydende kapacitet på de nord-sydgående ruter.

"Omfanget af nedturen i andet kvartal af 2013 indikerer, at rederierne er ved at løbe tør for muligheder, der kan opsuge overskydende fartøjer," skriver Drewry.

De seneste 3,5 år har Maersk Line haft en EBIT-margin på 7 pct. i nord-syd-transporterne mod kun 2 pct. på de øst-vest-vendte ruter mellem Asien, Europa og USA, fortalte rederiet ved kapitalmarkedsdagen.

Markedet for containerfragt er samtidig vokset omkring 5 pct. om året i nord-sydlig retning i samme periode, mens væksten på øst-vest har været nærmere 2 pct. ifølge Maersk Lines prognoser.

Nord-syd-ruter giver størst indtjening 

SeaIntel: Krisen har sluppet USA's containermarked

Nils Smedegaard: Vi står stærkt  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også