Maersk: Svag efterspørgsel koster ratestigning

Prisen på containerfragt fra Asien til Europa er i frit fald. Efterspørgslen svigter, og der er alt for meget kapacitet. 1. september forsøgte Maersk Line, samt en række andre rederier, at hæve raterne. Det blev dog ingen succes.
AF RITZAU FINANS

Den pris, Maersk Line og andre rederier kan tage for at fragte en container fra Asien til Europa er i frit fald. Efterspørgslen svigter, og der er alt for meget kapacitet til at flytte den fragt, der er på ruten. 1. september forsøgte Maersk Line, samt en række andre rederier, at hæve raterne. Det blev dog ingen succes.

I stedet forsatte spotraterne, målt på Shanghai Shipping Exchanges rateindeks, med at styrtdykke. Siden starten af august er spotraterne på ruten for en tyvefodscontainer faldet med over 40 pct. fra 1501 dollar til 875 dollar.

"En succes med ratestigninger afhænger af forholdet med mellem udbud og efterspørgsel. September har ganske rigtigt ikke haft den ønskede effekt sandsynligvis på grund af lidt svagere efterspørgsel i forhold til juli og august," skriver A.P. Møller - Mærsk til Ritzau Finans i en kommentar på de markante ratefald.

Efter den fejlslagne ratestigning har Maersk Line varslet endnu en ratestigning. Denne gang fra 1. november og på 600 dollar per tyvefodscontainer.

"Udviklingen af priserne er pt. ikke gunstig og vi forventer et generelt behov for at forhøje priserne. Fortsætter det nuværende fald i oktober, er der ikke noget alternativ til en prisforhøjelse, hvis det nuværende serviceniveau skal fastholdes," skriver Maersk Line.

I forbindelse med ratestigningen vurderede Sydbank, at der er tale om ren krisehåndtering fra rederiet.

Raterne styrtdykker i dramatisk tempo 

"Jeg har meget svært ved at se, hvorfor Maersk Line skulle have held med en ratestigning 1. november, når de ikke havde det 1. september. Sidste ratestigning endte som en eklatant maveplasker. Ratestigningen kan dog måske give en lille, lille bitte støtte i et marked, der ser ud til at blive brutalt hen over vinteren," sagde Sydbanks Jacob Pedersen til Ritzau Finans og fortsatte:

"Jeg ser det som et signal til branchen om, at man skal forsøge af afværge en kaotisk situation, hvor fragtraterne går fuldstændigt til bunds. For der er sandt for dyden ikke meget støtte at se til vinter i forhold til volumenudviklingen i et marked, hvor der stadig kommer nye skibe ind."

Kapacitetsnedgang kan komme på tale

Maersk Line er da heller ikke afvisende, når det kommer til at skære i kapaciteten, hvis den lave efterspørgsel fortsætter. Tidligere har det dog været et spil mellem rederierne, hvem der vil gå forresten med kapacitetsnedskæringer og dermed afgive markedsandele.

"Maersk Line vurderer løbende nødvendigheden af at tilpasse kapaciteten til kundernes behov. Da det er ineffektivt, og derved dyrere for kunderne, at sejle med lav udnyttelse, justerer vi ofte efterspørgslen falder. Det giver den bedste omkostningseffektivitet og er i sidste ende mest rentabelt for kunderne," skriver Maersk Line til Ritzau Finans og fortsætter:

"En del af november-afsejlingerne fra Asien vil ankomme til Europe hen over jul og nytår, hvor der er mindre efterspørgsel, også for eksporten fra Europa, så det er at se på kapacitetsjusteringer. Men det er igen drevet af kundernes behov."

Markedet for containerfragt fra Asien til Europa har været præget af overkapacitet i årevis. Det skaber store udsving i fragtraterne på ruten, der flere gange har været så lave, at hele branchen bliver tabsgivende. I vinteren 11/12 faldt raterne til lige under 500 dollar og i andet kvartal 2013 sendte en ny priskrig raterne ned til 514 dollar.

Følg med i shipping - læs ShippingWatchs nyhedsbrev to gange dagligt - prøv det gratis i 40 dage

Det er dog også gået den anden vej, når rederierne har haft held til at gennemføre ratestigninger, oftest ved at indføre dem mere eller mindre samtidigt. I starten af maj 2012 toppede raterne i 1934 dollar for en tyvefodscontainer og i slutningen af juni i år steg raterne med 174 pct. til 1409 dollar på en uge forud for en større ratestigning.

Det er dog et åbent spørgsmål, hvornår forholdet mellem udbud og efterspørgsel skaber det stabile marked, og de rateniveauer, rederierne sukker efter.

"[Et varigt og bæredygtigt rateniveau, red.] er betinget af balance mellem udbud og efterspørgsel, samt kunder, der ser vigtigheden af en stabil prisudvikling i stedet for de mange op og nedture," skriver Maersk Line.

Sydbank venter ikke et stabilt marked og en bedring af forholdet mellem udbud og efterspørgsel før 2015, hvilket er en opfattelse der går igen hos flere andre analytikere.

/RITZAU FINANS

Capesize-rater stiger yderligere til 36.388 dollar 

Nyt ratefald understreger presset marked 

SeaIntel: Raterne vil sive året ud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også