SCFI-indeks falder igen efter kortvarig optur

De heftigt stigende fragtrater i sidste uge kan umiddelbart ligne en kort fornøjelse for containerrederierne. I hvert fald faldt rateindekset Shanghai Containerized Freight Index, SCFI, atter i ugen, der slutter fredag.
SCFI-indekset faldt med 1,3 pct. til 1118,13 point i denne uge efter en ellers pæn stigning på godt 22 pct. i sidste uge, hvor store, varslede rateløft fra verdens største containerrederier fik presset massive prisstigninger igennem.
Væsentligst for rederierne var en restrukturering af raterne på de vigtige ruter mellem Asien og Europa, der vejer 20 pct. af det samlede SCFI-indeks. Raterne mellem Asien og Europa steg med hele 174 pct. til 1409 dollar per tyvefodscontainer (teu) i sidste uge, men allerede ugen efter kan det altså se ud til, at fragtraterne igen er stabiliseret eller på retur.
Containermarkedet har været præget af en heftig overkapacitet og priskonkurrence, der har presset priserne ned, og derfor har mange rederier set sig nødsaget til at varsle store ratestigninger. Næste bølge af varslede stigninger rammer den 1. august.
RITZAU FINANS
SeaIntel: Ratehop holder sommeren over
Asien-Europa-rater i voldsom fremgang
Relaterede artikler:
SeaIntel: Ratehop holder sommeren over
For abonnenter